Annonce
Lokalavisen Nyborg

Ung mand tager over: Palles Auto bliver til Allans Auto

Palle Nielsen og Allan Madsen har arbejdet sammen i mange år. Allan Madsen kom til værkstedet i 2012 som stor skoledreng, og nu overtager han det hele. Palles Auto i Ullerslev bliver til Allans Auto. Foto: Mogens Rasmussen.
Allan Madsen bliver selvstændig mekaniker som blot 24-årig. Men han er langt fra ny i mekanikerværkstedet over for Ullerslev Kirke. Det er næsten otte år siden, han dukkede op hos Palles Auto første gang.
Annonce

Ullerslev: Allan Madsen var bare en stor knægt, da han i 2012 kom til Palles Auto på Odensevej i Ullerslev. Han var elev på produktionsskolen og skulle ud og snuse til virkeligheden.

Men Allan Madsen fandt hurtigt ud af, at han var havnet på den rigtige hylde i første forsøg. For han faldt til hos Palle Nielsen og alle bilerne i Palles Auto, og efter et par år gik han i gang med at tage uddannelsen som mekaniker.

På den måde blev det til noget af en lynkarriere for den nu 24-årige mand fra Refsvindinge. Svendebrevet var i hus i 2018, og når kalenderen om ganske kort tid siger 2020, er Allan Madsen selv mester i værkstedet, der så kommer til at hedde Allans Auto i stedet for Palles Auto.

- Min kone siger altid: Det er jo dig, der har formet Allan. Men nu må han altså klare sig selv, siger Palle Nielsen med et smil.

Allan Madsen fortsætter virksomheden med hjælp af en lærling, men han har allerede besluttet, at han vil have mere plads. Det kan lade sig gøre, for værkstedet ligger i bygningen ved benzintanken, og her har han mulighed for at rive væggen ned og inddrage en tidligere autovaske-hal til værkstedet.

Palle Nielsen har drevet virksomheden de seneste ti år, og han er nu 63 år og klar til at trække sig tilbage på efterløn. Men det kan ikke udelukkes, at biler også kommer til at fylde en del i den nye tilværelse, for Palle Nielsen er optaget af veteranbiler.

- Jeg har haft nogle gode år her i værkstedet, og jeg vil vil gerne takke mine mange kunder for samarbejdet i de ti år. Jeg synes, der har været mange sjove opgaver ind i mellem, siger Palle Nielsen.

Palles Auto - og nu Allans Auto - er værksted, der ordner alle slags biler - og plæneklippere med, hvis der kommer sådan nogle ind. Kunderne er især lokale fra Ullerslev og store dele af Østfyn.

Overdragelsen sker pr. 1. januar.

Skiltet her skal skiftes - eller i hvert fald skal der snart stå Allans Auto i stedet for Palles Auto. Allan Madsen overtager værkstedet i Ullerslev fra Palle Nielsen. Foto: Mogens Rasmussen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Mød Gud online

Annonce