Mariager: Torsdag i sidste uge fik Mariager Kirke besøg af Mariager Skoles elever fra 0. til 4. klassetrin.
Med sig havde eleverne fine tegnede pap-blomster på pinde, som de klassevis kom for at ”plante” på kirkegårdsarealet på steder, hvor de kan ses fra kirkens parkeringsplads og fra Klostergade.
Det er meningen, at elevernes grupper af blomster i alverdens farver skal blive stående frem til påske, derfor er de laminerede, så de kan tåle at stå ude i det forårsomskiftelige vejr.
Sognepræst ved Mariager Kirke, Jacob Krogh Rasmussen, fortæller, at idéen til at lade eleverne sætte deres præg på området omkring kirken kom fra hans kollega, Edith Mark, hvis mand er præst i Rødding Kirke, som har haft et lignende samarbejde med de lokale skoler.
- Efter lang tid med corona og krav om at holde afstand blev vi hurtigt enige om, at nu hvor det er blevet forår og snart er påske, ville det være oplagt, hvis vi som kirke sammen med eleverne på Mariager Skole kunne bringe lidt håb og farver til folk, der færdes på kirkegården eller ser ind udefra, siger Jacob Krogh Rasmussen.
Det er første gang, at Mariager Kirke og Mariager Skole laver en sådan ”forårsudplantning”, men Jacob Krogh Rasmussen kan godt se for sig, at det kan blive til en tradition.
- Det er ikke noget, vi har tænkt over, men vi har tradition for at have et rigtig godt samarbejde mellem kirken og skolen, så vi laver nok også et fælles projekt til næste år ved påsketid. Om det bliver på denne måde eller i en anden form, vil vise sig, siger han.
Påskens fortælling hænger i træerne
Religiøst er påsken årets vigtigste højtid i den danske folkekirke.
Lige som sidste år markerer Mariager Kirke højtiden ved at hænge påskefortællingen op i børnehøjde på kirkegårdens træer langs Klostergade.
- Har kan man på en både familie- og coronavenlig måde gå en påskevandring, hvor man i billeder og meget korte tekster får fortællingen, der starter med palmesøndag og slutter med korsfæstelsen på rutens sidste træ, siger Jacob Krogh Rasmussen.
Han tilføjer, at Mariager Kirkes påskebanner også vil blive sat op foran kirken. Et banner, der ønsker alle, der går eller kører forbi, en glædelig påske.
Dertil kommer naturligvis påskegudstjenesterne, der som de øvrige gudstjenester stadig er underlagt coronarestriktioner, hvilket blandt andet betyder, at der maksimalt må deltage 47 kirkegængere ved hver gudstjeneste, og at der ikke er salmesang.
Alle påskens gudstjenester begynder klokken 10, og modsat juleaftens gudstjenester er det ikke nødvendigt at booke en plads på forhånd.
- Man kan selvfølgelig ikke sammenligne det med juleaften, men det er min oplevelse, at der også er en kirkelig tradition i påskedagene. Men netop fordi der er flere dage at vælge imellem, hvis man vil i kirke i forbindelse med påsken, har vi valgt ikke at bruge et billetsystem som i julen. Vi lukker kirkegængere ind, så længe der er plads, siger Jacob Krogh Rasmussen.
Liv i købstaden
Under rubrikken ”Liv i købstaden” skildrer vi i Mariager Avis hver uge i tekst og billeder personer, foreninger og institutioner, der sætter deres præg på Mariager. Vi vil gerne sætte personen i centrum og præsentere de pågældende såvel privat som professionelt: Uddannelse, familieliv, fritidsinteresser, erhvervsmæssig karriere.
Vi efterlyser synspunkter på byen og dens udvikling: Hvorfor blev det Mariager, hvad er godt, hvad kan blive bedre – og hvem er det, der skal gøre noget, hvis noget skal være anderledes? Og hvad gør den pågældende selv?
Har du forslag til, hvem vi skal skrive om, er du velkommen til at sende en mail til mariageravis@mariageravis.dk.