Erhvervselever skal bevæge sig i skolen
Randers: Erhvervsuddannelsescenteret Tradium i Randers har hyret Randers Sundhedscenter til at lære skolens ca. 180 undervisere at sætte gang i eleverne. Ganske som folkeskoleeleverne skal erhvervsskoleeleverne nemlig i gang med at bevæge sig mere i undervisningen. Målet er, at de skal bevæge sig mindst 45 min. i løbet af skoledagen. Bevægelsen er en del af den Erhvervsskolereform, der netop er trådt i kraft. Tradium i Randers tilbyder bl.a. uddannelser inden for håndværksfag, kontor og frisørfaget. Sundhedskoordinator Jesper Jakobsen fra Randers Sundhedscenter har været med til at planlægge forløbene for Tradium-underviserne, der begyndte på bevægelseskurserne onsdag 5. august.