Festlig Forårsopvisning i AIF Gymnastik
assens: Lørdag 21. marts var dagen for den årlige Forårsopvisning i AIF Gymnastik. Den blev afviklet i Assens Hallen, hvor gymnaster store som små strømmede til for at vise, hvad de havde lært i den seneste sæson. Dagen startede ud med den traditionsrige indmarch, hvor sparekassens maskot gik forrest efterfulgt af de mange gymnaster i en flot ens blå farve. Efter indmarchen var næste punkt på programmet en fælles opvarmning, hvor selveste Olsens Banden var inviteret med. Da der var blevet hoppet og danset, og samtlige gymnaster havde fået pulsen lidt op, var det tid til at gå af gulvet igen, så der kunne gøres klar til det første hold.