Halsbrækkende breakdance i Hobro Idrætshal
De unge dygtige dansere fra UPPERCUT Danseteater indtager igen Hobro med deres forrygende, jazzede og humoristiske drengeshow. De er med forestillingen »360 grader« blevet reumertnommineret og har høstet begejstrede anmeldelser. Onsdag 2. marts kl. 19.30 går de på scenen i Hobro Idrætshal. De har danset verden rundt med deres stilsikre moderne dans blandet med breakdance, tilsat ubesværet charme og overskud.