Mariager Kirke holdt stor sommerfest
Mariager: Søndag 25. august indbød Mariager kirke sognets beboere til den årlige sommerfest, som for første gang blev afholdt i klosterhaven. 120 mennesker mødte op til en dejlig eftermiddag med god mad og kage og kaffe, og ikke mindst den gode underholdning ved »De gode mænd«. Klosterhaven er, med stor frivillig hjælp, godt på vej til at være sat helt i stand, med fast sti rundt om plænen, så det også er muligt for dårligt gående at nyde haven, og med en havepavillon, hvorfra haven kan nydes. Klosterhaven er åben for offentligheden og Mariager menighedsråd håber, at mange vil gå en tur forbi og nyde den dejlige have. Skulle nogen have lyst til at være en del af den gruppe frivillige, som passer haven, kan man kontakte Kirkeværge Peter Toubøl eller en af kirkens præster.