Bestyrelsen for Hobro Musikforening ser med fortrøstning på økonomien omkring nytårskoncerten tirsdag 12. januar med Aalborg Symfoniorkester. I mange år har koncerten været afholdt i koncertsalen på Mariagerfjord Gymnasium, men denne gang rykker man til Hobro Idrætscenter, som Aalborg Symfoniorkester er fortrolig med fra Ambu-Classic koncerterne. Det betyder, at der bliver plads til dobbelt så mange tilhørere og dermed større billetindtægter, men udgifterne for Musikforeningen er samtidig vokset ganske betydeligt, og det er derfor meget velkomment, at to lokale pengeinstitutter, Spar Nord Bank og Jutlander Bank, begge har ydet støtte til koncerten.