Kunderne: - Vi har ikke brugt gågaden længe, og vi vil gerne støtte lokalt
Middelfarts gågade havde lørdag flere handlende, end der længe har været. Alle med forskellige ærinder, men alle for at bruge byen.
Henny Fruerlund og Bo Hansen fra Middelfart havde bevæget sig ind til byen lørdag formiddag, da de havde lyst til at prøve den nye isbutik og samtidig havde en aftale om at mødes med barnebarnet.- Vi har ikke brugt gågaden ret meget i den sidste tid. Jeg er begyndt at tænke: " Er det nødvendigt at tage af sted?", men i dag er vi ude for at få en is. Vi tager det afslappet og spritter af og går uden om andre mennesker. Vi vil gerne støtte de lokale butikker, fortalte Henny Fruerlund.- Det er en surrealistisk situation, vi er i, for solen skinner, og det er som om, der ikke er noget, der er forandret, men folk ligger og dør rundt omkring. For mig handler det mest om ikke at være en del af smittekæden, sagde Bo Hansen.Parret har netop aflyst tre rejser til Toscana, hvor de har købt en del af en olivenlund, som som de skulle have besøgt i løbet af foråret. - Vi har aldrig været særligt gode til at lægge madplaner, men nu vil jeg helst sørge for at få handlet det hele på én gang, så derfor er vi kun ude at handle en eller to gange om ugen, sagde Henny Fruerlund. - Så har vi i stedet fået gang i projekt "tøm fryseren". Det har vi forsøgt før uden større held, men denne gang ser det ud til at lykkes, sagde Bo Hansen.