Holte Vinlager på Østerbrogade er en velkendt del af gadebilledet. Her har østerbroerne købt vin og andre dråber i mere end 27 år.
Gennem alle årene har Jan Nielsen stået bag disken som indehaver af forretningen, og han var sådan set med fra begyndelsen i hele kædens historie. For fyrre år siden - 21. januar 1981 - åbnede Holte Vinlager i Holte, og her hjalp 12-årige Jan til, da hans far Karlin Nielsen omdannede købmandsforretningen på Kongevejen i Holte til en vinforretning.
Blæst bagover
I december 1993 blev Jan Nielsen sat i spidsen for den nyåbnede Holte Vinlager på Østerbrogade - som var den sjette forretning i det, der efterhånden var blevet en kæde - og her er han fortsat. I butikken er også hans mor Vivi, så vinlageret er noget af et familieforetagende. Jan Nielsen har to brødre, som også er involveret i Holte Vinlager andre steder. I dag er der 15 forretninger med i kæden.
Jan Nielsen, om starten på Holte Vinlager på Østerbro i december 1993Vi blev blæst bagover af salget op til jul og nytår, og vi måtte hente mandskab ind fra Holte
- Vi blev blæst bagover af salget op til jul og nytår, og vi måtte hente mandskab ind fra Holte, fortæller Jan Nielsen om begyndelsen på Østerbro, som var en bydel, han kendte ganske godt i forvejen, da han spillede fodbold - også med enkelte kampe på førsteholdet - i B.93. Han skiftede i øvrigt til Greve, hvor han blev divisionstopscorer, men det er en anden historie.
Jan Nielsen oplever, at østerbroerne er særdeles interesseret i varerne hos Holte Vinlager og spørger ind til, hvad der er på hylderne.
- Kunderne er blevet mere bevidste om, hvad de vil have. Folk går op i mad og dermed også i det, som de drikker til, siger han.
Leverer til borgerne
Da det netop er en butik med drikkevarer, kan Holte Vinlager modsat de fleste mindre forretninger godt holde åbent. Jan Nielsen har stor medfølelse med de butikker, som er lukket for tiden og oplever, at godt sammenhold på Østerbro, både mellem forretningerne og også med kunderne, der er gode til at bakke op om de lokale butikker.
I coronatiden i foråret begyndte Holte Vinlager at bringe varer gratis ud til borgere på Østerbro, og salget via internettet blev udviklet.
Jan Nielsen oplever, at kunderne, også de ældre, har været gode til at tage den nye mulighed til sig.
_