Stige Ø: Efter et par dage med lige lovlig lave temperaturer og en vind, der fik det til at føles endnu koldere, bød vinterferiens første dag på vindstille solskin omkring frysepunktet.
Mange børnefamilier valgte derfor at tage kælken under armen eller i bagagerummet og gå eller køre til den nærmeste eller bedste kælkebakke.
Henning Iversen, AgedrupNår vi ikke kan komme i fitnesscenter, må vi træne udenfor, og det her er rigtig god træning.
Nogle af dem findes på Stige Ø, hvor der igennem det meste af lørdagen var godt optaget på parkeringspladsen.
Her fandt man blandt andet Ib og Lone Nielsen, som var taget fra Kerteminde til Odense for at mødes med børnebørnene. Her havde de slået taget op på deres særlige mini-camper og lavet bål klar.
- Normalt tager vi altid til Norge, men det kan vi jo af gode grunde ikke i øjeblikket. Så må vi jo hygge os her, sagde Ib Nielsen.
Indebrændt energi
Mens de fleste var søgt mod Stige Ø for at prøve kræfter med nogle af de mange forskellige kælkebakker, benyttede andre det gode vejr til at få brændt noget energi af på nogle lidt mere selvdrevne former for motion.
Henning Iversen og datteren Mille Iversen fra Agedrup havde sat sig for at skulle gå seks kilometer med et tungt dæk på slæb.
- Når vi ikke kan komme i fitnesscenter, må vi træne udenfor, og det her er rigtig god træning, sagde Henning Iversen, der tidligere har deltaget i tv-programmet "Korpset", hvor almindelige danskere fik lov til at prøve kræfter med nogle af de prøvelser, som aspiranter til Jægerkorpset bliver udsat for.
Henning og Mille Iversen var dog ikke alene om at bruge dæk til at få pulsen op.
Morten Bang Andersen, Signe Emilie Nielsen, Mikkel Gummesen og René Sonny Hansen var taget til Stige Ø for at træne frem mod forhindringsløbet Nordic Race og kæmpede sig blandt andet igennem en tunnel af dæk.
- Vi har valgt sommerudgaven af Nordic Race, men vi bliver jo nødt til få trænet til det, sagde Morten Bang Andersen, der pegede på, at de fire venner stiller til start under navnet "Unicorn".