Fredag 24. og lørdag 25 august lukker NYD Jazz Sønderborg op for jazzkoncerter for enhver smag.
Sønderborg: Der er hele 14 koncerter fra fredag aften den 24. august til lørdag aften den 25. august, når der er jazzfestival i Sønderborg. Det er Sønderborgs rytmiske ensemble Art Ensemble Syd, der skyder festivalen i gang med et program af brasiliansk sambajazz og nogle af Brasiliens fineste musikere som gæster. Det er fredag aften på Rådhustorvet.
Lørdag hilser festivalen Perlegades handlende godmorgen med bigbandmusik med Sønderborgs eget Opus 2 Bigband.
Derefter går det slag i slag igennem hele dagen med blandt andet frokostjazz med Sønderborg Swingkvartet på Det Sønderjyske Køkken, friluftskoncerter i gågaden og i Sønderborghus gårdhave, samt en helt ny musikscene på plænen mellem Sønderborghus og Sportsbaren ved Løngang. På programmet her er blandt andet det prisbelønnede Horse Orchestra, der har slået sit navn fast i hele Europa som et af jazzens bedste livebands netop nu.
Omkring spisetid kan man nyde sin aftensmad i Husets café og gårdhave til akkompagnement af ægte sigøjnerjazz med Gypsy Galore leveret af sinti-musikere fra Tyskland. Om aftenen er der et stort koncertprogram på Sønderborghus. Blandt andet kan man høre sangerinden Veronica Mortensen. Festivalen sluttes af med en jamsession med en af Sønderborgs egne idoler; nemlig pianisten Steffan Grarup og hans trio.
Fri entre
Torsdag 30. august fortsætter NYD Jazz i Flensborg med flere koncerter på spillestedet Kühlhaus.
NYD Jazz startede i 2017, da kulturentreprenør Lothar Bauer fra Flensborg og jazzmusiker og komponist Niels Præstholm fra Sønderborg gik sammen om at starte NYD festival for jazz og improviseret musik. Den første festival i 2017 havde otte koncerter i Flensborg og Sønderborg.
De udendørs koncerter har fri entre, og billetter til det indendørs program kan købes på www.sønderborghus.dk