Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Borgen åbner onsdag - biografen og Kaffeti' kommer med senere

Centermanager Flemming Enghave lover tryg shopping fra onsdag. Foto: Privatfoto.
Centermanager Flemming Enghave lover, at alt er på plads, så kunderne får en tryg indkøbsoplevelse.

Sønderborg: Borgen Shopping åbner dørene onsdag klokken 10, og centermanager Flemming Enghave siger i den forbindelse, at han glæder sig til at hilse på forretningernes ansatte og indkøbscentrets kunder. Men han siger samtidig, at hans ønske for en god genåbningsdag er, at der kommer en jævn strøm af kunder.

Derfor er der heller ingen knaldtilbud i butikkerne, og der vil være skilte uden for hver butik, der fortæller, hvor mange kunder der må være. Borgen har også en tæller på dørene, og centermanageren og andre ansatte kan hele tiden se, hvor mange der er inde.

Der er masser af sprit, midteradskillelse på gangarealerne og andet, som skal gøre indkøbsoplevelsen tryg. Og så er der vagter, som holder øje med, at alle, der respekterer restriktionerne, kan have en god oplevelse i centret, siger centermanageren.

Annonce

Det pålægges centrene at spærre alle fællesarealer med siddepladser, men Borgen har valgt helt at fjerne stole og bænke.

- Det er jo ikke rart at kigge på en bænk, man ikke må sidde på, siger centermanageren.

To åbner ikke

Flemming Enghave fortæller, at det kun er biografen og Kaffeti', som ikke åbner onsdag. Kaffeti' har valgt at vente til 6. maj, når der må siddes i cafeen. Biografen åbner også 6. maj.

Butikken Only, der flyttede op i gågaden, vender tilbage til Borgen Shopping og åbner onsdag.

Den store restaurant Appetit åbner ikke igen, men det er ikke på grund af corona. Flemming Enghave siger, at ejeren opsagde lejemålet, som udløb med udgangen af 2020. Der forhandles til anden side, og Flemming Enghave tror og håber, at der igen kommer restaurant. Det er også mest sandsynligt, da der over for ligger et stort funktionsdygtigt køkken.

Men kommer der en elektronikbutik, som kan finde sig tilrette i det store lokale, er det også meget velkomment - i så fald vil køkkenet kunne udlejes til virksomheder, som bringer mad ud.

Centermanageren siger i øvrigt, at det ikke er alle, som kan få lov at leje lokaler i Borgen. Der kigges på, om butikskonceptet kan være med til at løfte indkøbscentret og på, om der er butikker med samme koncept under tag.

- Er du ikke nervøs for, at butikker af frygt for fremtidige nedlukninger vælger en placering uden for storcentre?

- Nej, det oplever jeg ikke - corona er vel det, man kalder en 100 års begivenhed, og vi åbner onsdag med to nye butikker, siger Flemming Enghave.

De nye er Als Risteri ved siden af Kaffeti' - en helt speciel lokal virksomhed med et kvalitetsprodukt med en fantastisk duft - og The Burger Concept, der ifølge Flemming Enghave sælger fantastiske burgere til overkommelig pris.

Annonce

Ikke lukket - som sådan

- Borgen Shopping har jo som sådan ikke været lukket - seks butikker har haft åbent. Men shoppingoplevelsen har været anderledes, for under nedlukningen er folk gået mere målrettet ind i butikkerne. Nu får de igen mulighed for at gå afslappet rundt og kigge på butikkerne - det giver en helt anden oplevelse, siger Flemming Enghave.

Borgen besøgstal

Borgen Shopping havde i 2020 - hvor centret i lange perioder måtte lukke de fleste butikker - 335.329 kunder. Det er en nedgang på 47 procent i forhold til året før.











Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce