Sønderborg Musikpris uddeles den 9. december, og der kan nu indstilles kandidater.
Sønderborg: Lørdag den 9. december klokken 20.00 uddeles Sønderborg Musikpris på Sønderborghus.
Og det betyder, at man nu kan indstille kandidater til prisen.
Sønderborg Musikråd og JydskeVestkysten tager derfor mod forslag til modtagere af årets musikpris. Kender du en person eller forening/organisation, der har ydet en usædvanlig indsats i musikkens tjeneste i 2017, så indsend din nominering med begrundelse til khk@jv.dk.
Dit forslag skal være avisen i hænde senest onsdag den 6. december kl. 12.00. En jury fra Sønderborg Musikråd vil derefter tage stilling til de nominerede.
Årets prisfest afholdes lørdag 9. december på Sønderborghus, hvor alle de nominerede naturligvis inviteres med ledsager.
Igen i år er skuespiller og sanger Mette Marckmann konferencier og styrer slagets gang når kandidaterne skal præsenteres og priserne uddeles.
Temaet for prisfesten er i år en af historiens største musikudgivelser Beatles albummet Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band der i år har 50 års jubilæum.
Sønderborgnavne som Down Town Dynt, Agenda, Zelma, Ronald Mossom, Heartlands, Vokalisterne og mange andre vil give deres versioner af klassikere som Lucy in the Sky with Diamonds, With a little Help From Your Friends, When I'm Sixty-four, Lovely Rita og alle de andre sange på det legendariske album, der således genopføres i sin helhed.
I orkestergraven er som sædvanlig Art Ensemble Syd under ledelse af Niels Præstholm.