Annonce
Ugeavisen Vejen

Ny bil - nye vaner

Min nye bil er en del bedre udstyret end den gamle, blandt andet med bakkamera, så jeg er helt sikker på, at jeg ikke kommer til at bakke ind i noget som helst, hvis jeg en dag skulle blive for doven til at kigge i spejlene. Den dag er dog ikke kommet endnu. Foto: Dorthe Andresen
Jeg betænker mig sjældent længe, når jeg først får forelsket mig i den bil, jeg rigtig gerne vil have. Denne gang var det dog et mere markant skifte: De manuelle gear er nemlig udskiftet med automatgear – og det kræver lige lidt tilvænning – af både venstre fod og højre hånd.

”Tillykke din drengerøv.” ”Du skifter bil som andre underhylere.”

Det var et par af de kommentarer, jeg fik, da jeg på min Facebook-side delte min glæde over at have byttet mig til en nyere bil.

Min gamle bil havde for længst overskredet sidste salgsdato – efter mine forhold. Den nåede at blive hele fire år og et par måneder, før det lykkedes mig at få den afsat. Ikke fordi ingen ville tage den i bytte, men fordi coronasituationen betød, at også bilforhandlerne havde lukket. Jeg havde allerede i efteråret summet lidt rundt hos lokale bilforhandlere for at finde ud af, hvilken bil, jeg skulle gå efter. Og faldt faktisk pladask for Seat Arona, der i givet fald ville blive min femte Seat i træk.

Annonce

Men altså dengang lød det, at der kom nye biler i januar, så derfor væbnede jeg mig med tålmodighed. Den skulle dog vise sig at blive sat ekstra på prøve, da der blev lukket ned for bilforhandlerne.

Jeg støvede i stedet rundt på hjemmesider for at holde godt øje – man ved jo aldrig, hvornår den helt rigtige dukker op. Og det gjorde den i slutningen af februar. Næsten hver dag var jeg forbi for at kigge, og jo mere jeg kiggede, jo mere blev jeg sikker på, at der var min næste bil.

Klar til prøvetur

Så da der blev åbnet for, at nu måtte man også komme indenfor hos bilforhandlerne kastede jeg mig til telefonen – og fik en aftale på selve åbningsdagen den 1. marts. Nu skulle det være. Og efter en prøvetur i Seat'en kom jeg tilbage til sælgeren med ordene: "Det er jo ikke så godt…den bliver jeg nok nødt til at købe."

Der blev forhandlet en fornuftig pris for min gamle, og så var det bare med at vente lidt mere, før jeg endelig kunne sætte mig bag rattet i min nye bil, der har fået navnet Kai.

En ny bil i ældgamle rammer. Men den gamle garage, der vist nok er fra engang i 1930'erne, står endnu, så jeg ser ingen grund til at udskifte den. Det er dog som bekendt bedre at forebygge end at helbrede, og derfor vil den opmærksomme læser kunne se, at der på muren til venstre - lige omkring venstre fordør - er banket et gammelt gulvtæppe op. Så er både bil og mur beskyttet, hvis de skulle ramme hinanden. For der er ikke meget plads at gøre godt med. Foto: Dorthe Andresen

Ingen af mine biler har før haft navne, altså udover modelnavnet, men da en kollega mente, at biler skal have et navn, måtte jeg finde et. Flere var i spil – også flere, der lå tættere på modelnavnet Arona, men ingen fungerede perfekt. Indtil min mor sagde: Du kan jo også kalde den Kai.

Så det hedder den nu. Kai var min far, og da han også var meget glad for biler, så lå navnet jo egentlig lige til højrebenet.

Annonce

En rigtig pludrebasse

Så nu daffer jeg rundt på de syd- og sønderjyske veje med Kai som min trofaste følgesvend. Og indrømmet. Det kræver lidt tilvænning, når der skiftes bil.

Men så længe det er samme mærke, så sidder de fleste knapper heldigvis stort set på samme måde, uanset hvilken model, der køres i. Den helt store forskel på Kai og de andre biler, jeg har haft, er, at Kai har automatgear.

Derfor skal en gammel cirkushest som mig pludselig til at lære nye numre.

For venstre fod skal lære ikke at sætte kursen mod koblingen, der ikke er der, og højre hånd skal holdes fra gearstangen, for det med gearene, det klarer Kai helt alene på bedste vis.

Jeg øver mig stadig i at huske det, men gamle indgroede vaner kan være svære at slippe sådan lige med det første.

Kai både lyser gult og rødt og bipper som en gal, når køretøjet er ved at være for tæt på at kollidere med omgivelserne. Foto: Dorthe Andresen

Derudover er Kai også en rigtig pludrebasse. Den er nemlig udstyret med en parkpilot og har både bakkamera og sensorer her og der, så når jeg kører ind og ud ad min indkørsel og garage (som begge er ret smalle), så giver Kai lyd fra sig i en sådan grad, at jeg i begyndelsen fik minimale nervøse trækninger.

Men nu pludrer jeg med Kai, sådan lidt i stil med "ja, ja, jeg ved det godt," "jeg har hørt dig - jeg kan godt se det."

Og det er egentlig meget hyggeligt at have fået lidt selskab i bilen. Men når vi først er kommet ud, hvor der ikke sådan lige er forhindringer foran, bagved eller til højre og venstre, så er der ro på bagsmækken, om man så må sige, og det går meget godt. Så glider vi derudaf – og radioen sørger for underholdningen.

Lige indtil vi på et tidspunkt igen skal parkere et sted, hvor man kan komme for tæt på. Så er Kai igen på banen med sine bippende formaninger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

70 år

Annonce