Annonce
Den Åbne Stofscene

Min elskede narkoman: Kampen mod afhængighed

Leah Robb er pårørende til en stofafhængig, der fik et tilbagefald, og har lavet en udstilling om afhængighed. Hun er også blandt de mange, der har meldt sig i et samarbejdsforum, hvor de arbejder på forbedringer og løsninger for den åbne stofscene på Vesterbro. Foto: René Mølskov
Leah Robb er pårørende til en stofafhængig, der endte med et tilbagefald, da de have kendt hinanden i 6 måneder. Hun har meldt sig til det nye samarbejdsforum omkring den åbne stofscene og håber, at de kommer til at gøre en forskel for både stofafhængige og pårørende.
Annonce

En tynd og udsultet fyr i lyse cowboybukser og fedtet hår går sammen med en yngre kvinde i joggingbukser imod mig på fortovet. De har kun øje for den kvadratmeter, de selv befinder sig på. De standser op for at tømme en sodavandsflaske bag en bil. Deres bevægelser er usikre og gyngende. Jeg går ud på vejen og forbi dem. Ser til højre og får øje på kælderskakten.

Væggen omkring den stejle trappe ned er malet lyseblå. Metalgitteret står åbent. En mandedukke i menneskestørrelse står i sort habit med hvid skjorte og en lyskæde i den ene hånd rakt ud.

På skiltet over ham står der en masse sætninger oven i hinanden. 'Kom ind'. 'Vil du være en helt for 1 dag?' 'Bliv oplyst'. Døren er klædt i guldstof og står en lille smule på klem. Jeg åbner den forsigtigt, mens jeg banker på med knoen på højre hånds pegefinger.

Annonce

Min elskede narkoman

Leah Robb står i rummet inde bag døren og tager imod. Hun foreslår, at jeg måske selv går en runde og ser udstillingen. Den hedder "My Beloved Addict" (Min elskede Narkoman) og er i høj grad udsprunget af Leah Robbs personlige oplevelser som pårørende til en narkoman.

Jeg havde absolut ingen planer om at gå på opdagelse i en udstilling om afhængighed i dag. Men jeg hader at sige nej. Og et citat fra Hunter S. Thomsons bog "Fear and Loathing i Las Vegas" ringer for mit indre:


No sympathy for the devil; keep that in mind. Buy the ticket, take the ride...and if it occasionally gets a little heavier than what you had in mind, well...maybe chalk it up to forced consciousness expansion: Tune in, freak out, get beaten.

Hunter S. Thompson, Fear and Loathing in Las Vegas



- No sympathy for the devil; keep that in mind. Buy the ticket, take the ride...and if it occasionally gets a little heavier than what you had in mind, well...maybe chalk it up to forced consciousness expansion: Tune in, freak out, get beaten.

Så jeg køber som altid billetten og tager turen. Tune in, freak out, get beaten.

Jeg går gennem det første rum med malerier. En kvinde skriger, mens hun med begge hænder flår sin brystkasse op. Ud kommer et væld af ansigter, der skriger det samme skrig som hun. Det er et selvportræt, som Leah Robb har lavet efter at en, hun havde kær, endte med et tilbagefald til stofferne.

Leah Robb i labyrinten i sin egen udstilling om afhængighed. Foto: René Mølskov

Jeg fortsætter forbi rummet med malerier. Der er en dør. Den ser indbydende ud. LYKKE, står der med guldbogstaver. KOM - du må længere ind. Just a bit further for the real deal.

Annonce

Døren der smækker

Jeg åbner døren forsigtigt. Den er tung. Og den smækker bag mig. Der er intet håndtag på indersiden. Åbenbart må der være en anden udvej. David Bowie synger på en optagelse, der skratter som en gammel vinyl. Det er "Heroes". Den kører på repeat.

- Though nothing, nothing will keep us together

We can beat them, forever and ever

Oh we can be heroes, just for one day

Jeg bliver fanget i labyrinten. Der er ingen åbenlys vej ud. Lys i alle regnbuens farver glimter på lærredsvæggen og svampe hænger fra loftet. Et lysende grønt ansigt stirrer pludseligt på mig. Jeg overvejer at kalde og bede om hjælp. Men det virker forkert. Pinligt. Som et nederlag. Det er jo bare en udstilling. Jeg vender om. Undertrykker indskydelsen om at bede om hjælp. Prøver endnu engang. Finder vej bag en skjult dør. Her er uhyggeligt. Der hænger sorte balloner overalt i den mørke gang. Jeg slår hovedet op i dem. Må bøje mig. Kommer ind i et nyt rum. Og endnu et. Her ligger en kvindefigur på gulvet i mørket. En mand ligger over hende og sniffer hendes nøgne bryst. Hun har spidse knive som fingre og kradser dem blodigt ind i ryggen på ham. Der ligger gammelt beskidt tøj og rod i hjørnerne. Der er kun en vej videre, og den kræver, at jeg bukker mig helt ned. Nærmest kravlende. Ydmyget. Ubehageligt. Mens jeg intet kan se og ikke aner om jeg nærmer mig udgangen.

Jeg kommer omsider ud på den anden side. Det begyndte med lys og farver og jeg nød referencerne til både Bowie og Thompson. De var fine. Men så for jeg ligesom vild. Jeg ville gerne ud og videre med interviewet med Leah Robb. Vi skulle jo tale om den åbne stofscene og hvorfor hun havde meldt sig til det samarbejdsforum, der vil skabe en bedre dialog omkring den. Men der var ingen åbenlys vej ud fra labyrinten. Jeg var fanget.

Foto: René Mølskov

- Det skal illustrere, hvordan jeg ser, at stofferne lover så meget. De giver selvtillid, følelsen af kærlighed, tryghed og mod. Alle de ting. Men de tager det helet tilbage og mere til. Man ender et sted, hvor man ikke selv kan finde ud. Jeg tror, at mange stofafhængige har en oplevelse af, at de ikke kan se vejen. Og de har ikke lyst til at bede om hjælp. Det kræver, at de kommer helt ned og kravle, i overført betydning, for at komme ud på den anden side, fortæller Leah Robb.

Annonce

Fanget i en labyrint

Hun har hårde erfaringer med et liv som pårørende, og mener, at der er al for lidt fokus på at hjælpe stofbrugerne med at blive stabiliserede uden et forbrug. Hun anerkender at der bliver gjort meget for at give stabilitet omkring stofindtaget, men savner mere arbejde der fokuserer på at hjælpe dem ud af labyrinten. Og måske også på at undgå, at for mange bliver fanget derinde.

- Her begynder labyrinten faktisk allerede ved indgangen til kælderen, hvor jeg har malet indgangen blå som himlen og farvet døren i guld. Allerede dér, er der noget, der er vendt på hoved; at man gå nedad mod himmelen. Så kommer man hertil, hvor der er endnu en dør, der inviterer dig indenfor. Der er jo nogle tegn om, at tingene ikke er så fede. Men man ender alligevel med lige at gå indenfor og se. Og så lukker døren bag dig. Så kan du faktisk ikke selv komme ud, siger hun og fortsætter:

Foto: René Mølskov

- Og det er pointen med den her del af labyrinten, som sniger sig ind i resten af udstillingen. Der kommer et tidspunkt, hvor man faktisk ikke kan selv. På samme måde, så ser vi udefra på problematikken om stoffer og misbrug og tænker, at det jo er et simpelt spørgsmål om at stoppe. Men så enkelt er det ikke, når man først er inde i labyrinten. Så ved man faktisk ikke, hvad der er op og ned. Det er en forvirrende oplevelse.

Du kan selv tage ned i Galleri Projekt, Stenosgade 9, kld. frem til 25. oktober, hvis du vil opleve udstillingen. Der er åbent mandag til onsdag samt fredag fra 15-18, torsdag fra 18-22 og lørdag fra 11-15. Det er også muligt at besøge galleriet uden for åbningstid efter aftale med Leah Robb. Se mere på leahrobb.com


Vesterbro Bladet sætter de næste måneder fokus på den åbne stofscene på Vesterbro. Vi tager afsæt i det nye samarbejdsforum omkring H17. Skriv til os med input og kommentarer på rene@vesterbroliv.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Snuppet med 274 gram hash på Enghave Plads

Vesterbro

En snak om: At elske sig selv

Annonce