Viborg: Det giver næsten sig selv. Når man er sendt hjem fra skole eller arbejde, giver det tyven dårlige arbejdsbetingelser.
Og ser man på statistikken for indbrud på landsplan såvel som i Viborg, er der også en klar indikation af, at nedlukningen om ikke andet har haft en positiv indvirkning på antallet.
På landsplan gik man fra 5496 indbrud i 1. kvartal (januar-marts) til 2826 i 2. kvartal (april-juni). I Viborg Kommune skete der et fald fra 91 til 35 indbrud.
- I forhold til at forebygge indbrud i vores hjem kan vi lære rigtig meget af corona-nedlukningen. Perioden har vist, at når vi er hjemme, og der er liv i vores boligkvarterer morgen, middag og aften, så bliver det meget lidt attraktivt at være indbrudstyv, siger Britt Wendelboe, programchef for paraplyorganisationen Bo Trygt i en pressemeddelelse.
Både på landsplan og i Viborg Kommune var tendensen i årets sidste to kvartaler også ens. Der var en stigning i antallet af indbrud, men tallene kom ikke så højt op som i første kvartal. I alt blev der begået 17.430 registrerede indbrud på landsplan i 2020 - i Viborg Kommune landede det tal på 233.
Begge tal er langt under det, man oplevede tilbage i 2010’erne, hvor der eksempelvis var 532 indbrud i Viborg Kommune.
I 2020 var Viborg dermed også under landsgennemsnittet. På landsplan blev der sidste år begået indbrud i 30 huse pr. 10.000 husstande. I Viborg kommune er tallet 24 huse pr. 10.000 husstande.
Stort fald
Corona-nedlukningen har dog langt fra medført et styrtdyk i antallet af indbrud i Viborg Kommune. I 2018 var der 438 indbrud. I 2019 hed tallet 260. Og dermed var der et langt større dyk mellem de to år, end tilfældet var mellem 2019 og 2020.
Det er også andet end corona-nedlukningen, der får æren for det store fald i antallet af indbrud såvel lokalt som nationalt.
- I perioden 2009-2019 blev antallet af anmeldte indbrud i beboelser i Danmark halveret. Den meget positive udvikling skyldes blandt andet, at danskerne er blevet mere opmærksomme på og aktive med indbrudsforebyggelse, lyder det i pressemeddelelsen fra Bo Trygt.
Dårligere end nabolande
Men vi har stadig lang vej igen i Danmark. I Tyskland og Sverige er antallet af indbrud blot en tredjedel af niveauet herhjemme.
- Selvom vi nu ligger på det laveste antal indbrud siden 1970’erne, så er 17.430 indbrud stadig alt for mange. Hvis vi sammenligner os med vores nabolande Sverige og Tyskland, så lå vi før corona-pandemiens begyndelse på et niveau, der var cirka tre gange så højt som i de to lande, og da de tilsvarende har været ramt af corona, er det min forventning, at de to lande, som vi bør kunne sammenligne os med, fortsat har et væsentligt mindre indbrudsproblem, end vi har i Danmark, siger Britt Wendelboe.
For at komme ned på nabolandenes niveau kræver det en aktiv indsats lokalt.
- Når samfundet igen åbner rigtigt, så skal vi fastholde den positive udvikling på indbrudsområdet. Det skal vi gøre ved at nabohjælpe - altså skabe et boligkvarter, hvor vi hilser på og hjælper hinanden, og så skal vi gøre det svært for tyven at se, når vi ikke er hjemme. Det kan vi for eksempel gøre ved at installere indendørs lys med en timer eller såkaldt "smart lys", så husets rum lyses op, selvom vi ikke er hjemme.
- Udendørs sensorstyret lys, der tænder automatisk, når der er bevægelse omkring boligen, er også en god ide, da det tiltrækker opmærksomhed og øger sandsynligheden for, at tyven bliver spottet, siger Laura Bjerre Munch, der er projektchef i den filantropiske forening Realdania og en del af Bo Trygt.
Britt Wendelboe, programchef for paraplyorganisationen Bo TrygtI perioden 2009-2019 blev antallet af anmeldte indbrud i beboelser i Danmark halveret. Den meget positive udvikling skyldes blandt andet, at danskerne er blevet mere opmærksomme på og aktive med indbrudsforebyggelse.