Annonce
Ugeavisen Bramming

Hvad skal jeg være, når jeg bliver stor?

Klummeskriver Anette Rydahl med puddelhundehår, høj cigaretføring og slutfirser-tøj ved skrivebordet på Esbjerg Byhistoriske Arkiv, 1990. Privatfoto
Klummeskriver Anete rydahl undrer sig stadig over, hvad hun skal være, når hun bliver stor.
Annonce

Nu er det Sankt Hans, og det myldrer med nyudklækkede studenter og andre, som er færdige med deres skolegang. I år bliver det formentlig anderledes på grund af corona-krisen, og der bliver måske ikke mulighed for at tage på det tiltrængte sabbatår under fjerne himmelstrøg, og spørgsmålet trænger sig på: Hvad skal jeg være, når jeg bliver stor?

Dengang, jeg var i den situation, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle. I min tid var der ikke den store tradition for at tage en studentereksamen, når man – som jeg – kom fra landet. I min klasse var der kun to-tre stykker, som gik på gymnasiet, alle andre ”tog realen med”, og som 17-18-årige måtte vi ud i verden og stå på egne ben. Jeg kommer fra en landmandsfamilie, men også fra en familie, hvor der blev uddannet skolelærere på stribe, så det skulle jeg i al fald IKKE være – og jeg skulle heller ikke på gymnasiet, som pågældende skolelærere i bedste mening anbefalede mig. Så – stædig som et æsel – måtte jeg selv finde på noget andet.

Annonce

I lære

Jeg begyndte så med en et-årig handelsskoleuddannelse, og da jeg kendte én, der arbejdede i en bank, og det da vistnok var meget godt, begyndte jeg at skrive ansøgninger i hånden og sende dem ud i massevis til alle mulige banker og sparekasser, uden dog at få nogen positiv respons. Set i bakspejlet tror jeg det er fint for både den finansielle verden og for mig, at det med mig og banken ikke blev til noget. Da bankdrømmen brast, vendte jeg tilbage på skolebænken og tog en HHX-studentereksamen – den med huen med det blå bånd og Merkur-staven.

Således udstyret med både hue og lærdom fik jeg en kontorlæreplads hos Krabbe System, som lavede planlægningstavler til undervisningssektoren. Det var lige før computeren blev hver mands eje, og der var et kæmpe marked for små farvede papstykker, som blev brugt til skemalægning i folkeskolerne. Et sjovt, men også noget turbulent læreforløb.

Annonce

Fem år hvert sted

Nå – men jeg skulle videre. Jeg var dog stadigvæk meget i tvivl om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor, så jeg lavede en aftale med mig selv om maksimalt at være fem år hvert sted i mit fremtidige arbejdsliv – det ville blive otte-ni forskellige steder i løbet af 40-45 år. Første stop var på Daginstitutionskontoret ved Esbjerg Kommune, hvor jeg blev ansat uden at vide ret meget om, hvad det drejede sig om. Det gik meget godt.

Efter fem år inklusiv to gange barselsorlov flyttede jeg arbejdsplads til Esbjerg Byhistoriske Arkiv, hvor jeg brød aftalen med mig selv, og blev hængende i 16 år, indtil jeg igen kom til at tænke på, hvad jeg egentlig gerne ville være, når jeg blev stor.

Næste stop blev Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole i 3½ år, hvor jeg også havde en smule undervisning, og – ironisk nok – blev optaget på meritlæreruddannelsen i dansk og historie – jævnfør min plan om ikke at blive skolelærer – men pludselig pegede pilen i en anden retning, og så blev det Esbjerg Kulturskole i 10 år.

Annonce

Drøm blev til virkelighed

Tiden gik godt, og jeg trivedes med det, jeg arbejdede med, men jeg havde stadig ikke fundet ud af, hvad jeg ville være. Pludselig blev en ny drøm til virkelighed, da jeg sprang til Café Nanas Stue i Sønderho, og fik prøvet kræfter med café- og restaurationslivet i et par sjove, men hektiske år. Efter en kort karriere i Vejen Kunstmuseum er jeg nu tilbage i Esbjerg Byhistoriske Arkiv, hvor jeg af skæbnens uransagelige veje er tilbage i nogenlunde det samme job, jeg forlod for mange år siden, og der har jeg tænkt mig at blive – i mindst fem år, har jeg aftalt med mig selv.

Så mens jeg nærmer mig pensionsalderen med alt for hastige skridt, ville jeg ikke have undværet noget eller nogle af mine jobs, de mange dejlige nuværende og forhenværende kolleger, og sjove, skøre, berigende oplevelser – selvom jeg stadig ikke ved, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Bramming

Playmore er nu historie

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Bryllup

Ugeavisen Bramming

Hverdagen

Annonce