Annonce
Dalum Hjallese Avis

Demensramte får stor værdi af Lulu: - Det viser bare, der er en mening med galskaben

Lulu "kysser" beboerne med sin næse. Det giver en fornemmelse af nærvær - men heller ikke for meget. Foto: Kristian Isaksen
Som chef i OK-Fonden Odense søger Anne Mulberg Dahl konstant efter nye og bedre veje i anstrengelserne for at maksimere levevisen for mennesker med demens. I sine bestræbelser har hun taget en alternativ metode i brug og via fondsmidler fået tilknyttet hospitalsklovnen Lulu - som altså dermed kan omtales som demensklovn.

Dyrup: - Hej Else. Hvordan har du det i dag?

En blid, ufarlig stemme akkompagneres af et vink til en dame siddende for sig selv. Damen vinker igen og smiler indbydende. Invitationen opfanges og Lulu bevæger sig ind imellem bordene og hen ved siden af hende.

At hun ikke snublede et par gange undervejs, er ganske beundringsværdigt skostørrelsen taget i betragtning.

60-65 stykker er nok ikke helt ved siden af.

- Hvad er det derude?

Else peger ud af vinduet. En miniaturetornado af blade hvirvler omkring.

- Det er blade. Det blæser meget, hva', spørger Lulu.

- Ja, det blæser meget.

- Er du tørstig.

- Ja.

Lulu rejser sig og henter et glas saft til dem begge. De skåler og drikker ud.

De snakker videre. Om det, der sådan lige falder dem ind. Samtalen er umiddelbar - uden rød tråd eller endeligt formål.

- De fleste beboere er grundet deres demenssygdom kognitivt imellem to og fire år. Det er dog væsentligt at understrege, at de selvfølgelig er voksne og derfor også skal behandles som voksne ligeværdige mennesker. Derfor er det vigtigt, at plejepersonalet i deres kommunikation rammer beboernes kompetenceniveau - de har stadig behov for at føle sig set og forstået, siger Anne Mulberg Dahl, der er centerchef for OK-Fondens enheder i Odense.

- Det er det her Lulu kan. Hun kan bringe smil frem hos beboerne og skabe værdifulde stunder.

Det vigtigste, Lulu gør, er, at hun ”går på niveau” med beboerne og lader dem styre, hvad der skal ske i samværet ved at følge deres mindste vink. Det giver beboerne en følelse af, at de pludselig er de voksne og får lidt myndighed tilbage. Hun er et venligt ansigt med en adfærd, de kan føle sig trygge ved og som de dermed åbner sig for og fortæller historier om en ungdom, de så pludselig husker

Anne Mulberg Dahl

Husker Lulu

Lulu er oprindeligt hospitalsklovn, men er med sin helt særlige evne til at skabe forbindelse til særligt ældre demente indgået i et projekt, hvor hun kommer ugentligt på plejecentrene Dyruphus og Gurli Vibeke.

Hun omfavner Else på en måde, som selv den største bjørn kunne tage ved lære af og spankulerer videre med de store planker varslende hendes ankomst, før hun selv kommer til syne i de næste lokaler.

Beboerne genkender hende. Det er tydeligt. Og langt de fleste vil også gerne have hendes selskab.

- Det vigtigste, Lulu gør, er, at hun ”går på niveau” med beboerne og lader dem styre, hvad der skal ske i samværet ved at følge deres mindste vink. Det giver beboerne en følelse af, at de pludselig er de voksne og får lidt myndighed tilbage. Hun er et venligt ansigt med en adfærd, de kan føle sig trygge ved og som de dermed åbner sig for og fortæller historier om en ungdom, de så pludselig husker. Beboerne er på lige fod med Lulu. Noget, vi som fagpersonale kan have svært ved, når vi også er dem, der har faste opgaver og i øvrigt står for den daglige omsorg og pleje.

Annonce

Ikke som andre klovne

Lulu åbner døren ind til en stue. Samme rolige fremgangsmåde.

- Hun skal lige lure, om beboeren vil have hende ind og er klar til besøg.

Det er hun. Lulu går ind. Hun sætter sig på hug ved beboeren. Der bliver ikke udvekslet mange ord. Lulu lægger sit hoved på beboerens skød.

- Der behøver ikke ske noget, men det fysiske nærvær har en effekt. Jeg har set Lulu sidde et helt kvarter og putte hovedet ind til en beboer, der var ved at få et mindre stressanfald, og som så faldt til ro. Al kontakt har betydning, siger lederen.

Lulu er ikke som andre klovne. Hun hiver ikke en lagkage op ad sin udspilede kjole og kyler den i hovedet på hverken sig selv eller beboer.

Hun er mere som en god veninde - bare med en lidt mere eksotisk tøjstil.

Lulu også kendt som Lis Vilain har været klovn i 13 år. Først på hospitalerne og nu i alle mulige andre sammenhænge. Blandt andet på plejecentrene Dyruphus og Gurli Vibeke - dog kun på en midlertidig ordning indtil der er penge til mere. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Føler sig unik

Der var selvfølgelige etiske overvejelser i forbindelse med at inkludere en demensklovn i den eksisterende faglighed.

Men man vinder kun stort, hvis man satser og gevinsten ved Lulus tilstedeværelse, har været stort set uvurderlig.

- Jeg mødte Lulu for nogle år siden på OUH under private omstændigheder. Jeg så hende være sammen med børnene på en måde, ansatte og forældre ikke kunne. Det ramte noget i mig.

- Jeg snakkede med en beboer forleden, der fortalte, at hun havde haft besøg af Lulu. Som den eneste. At det var hende, hun var kommet for at se. Jeg husker, at det var sådan børnene også havde det. Som om Lulu besøgte den enkelte, selvom der var en hel afdeling med syge børn, fortæller hun.

- Det viser jo bare, der en mening med galskaben, fortæller Lulu, der under sin langfodede persona, indeholder den borgerlige Lis Vilain.

- Jeg har gjort det her i 13 år. Det har været min drøm at kunne bevæge noget i folk og leve af det. Jeg har ikke ord for, hvad det betyder for mig, at få at vide, hvad Anne fortæller. Det er rørende.

Anne Mulberg Dahl håber på at få fondsmidler til at kunne fortsætte med Lulu til 2020. Den nuværende ordning slutter i efteråret 2019.

Der er altid glæde at hente, når Lulu er på besøg. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce