Annonce
Elbobladet

Butikker klar til forbrugs-uge: Åbningstider og markering skaber tvivl

Rundt i gågaderne har flere butikker tyvstartet med black friday. Her er det Ecco i Danmarksgade, der opfordrer til, at man passer på hinanden og shopper forsigtigt. "Flere dage, flere tilbud," står der. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind
Der venter en anderledes black friday for detailhandlen, som i denne uge holder black friday på én eller flere dage. Blandt butikkerne i gågaden er der fortsat spænding før dagen.
Annonce

Fredericia: Hvordan skal black friday markeres, og hvor længe skal man holde åbent? For flere butikker var svarene stadig uklare, da ElboBladet i sidste uge gik en rundtur blandt gågadebutikkerne.

Og er du en af dem, som venter lidt med at købe ind, før kalenderen viser sidste fredag i november - black friday - så er der en ekstra god grund til at læse med her.

I coronaens tegn har flere butikker nemlig valgt at tyvstarte begivenhederne for dagen, der er kendt for sine besparelser. En af de butikker er Mr. Fredericia i Danmarksgade, hvor man har valgt at køre med rabatter henover uge 47 og 48.

Hos Mr. Fredericia er tilbudsperioden skudt i gang. På selve black friday kommer butikschef Christian Holm Andersen (t.v.) og førstemand Lukas Enemark (t.h.) til at holde åbent til klokken 22. Men holdningen er stadig, at den udvidede åbningstid går imod tanken om at sprede salget ud på flere dage. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

- Det med at lave en éndags-begivenhed, synes jeg, er helt forkert, når man ser, hvilken situation vi har her i Danmark. Derfor er vi startet nu, så der ikke skal opstå kø i butikken, siger butikschef Christian Holm Andersen.

Annonce

Åbningstid er uvis

Og Mr. Fredericia er ikke ene om at forlænge tilbudsugen. Blandt størstedelen af butikkerne er der besparelser i løbet af ugen. Hos Bison Lædervarer er det en årlig tradition, som dog mest af alt skyldes, at butikken fylder år 24. november.

I år kan der sættes 58 lys i kagen. Ser man bort fra det, er det ikke ligefrem, fordi butikkernes årlige tilbudsdag er højt elsket i butikken.

- Black Friday har smadret julehandlen i Danmark, siger Birgit Andersen, der er indehaver af butikken.

Hvordan har du det med det?

- Det er rigtig ærgerligt, for en stor del af vores omsætning ligger – eller har ligget - i december. De fleste kunder køber ikke noget i dag, uden at der skal være rabat på varen. Tiderne har ændret sig på den måde, siger Birgit Andersen.


Der er flere, som siger, at de holder åbent til klokken 20, og sker der intet derefter, lukker de. Selv kan jeg godt tænke, hvorvidt der kommer nogen, og hvem det i så fald er.

Birgit Andesen, indehaver af Bison Lædervarer


Hun er fortrøstningsfuld, i forhold til, at dagen formentlig kommer til at byde på en øget omsætning. Når det kommer til åbningstiden om fredagen, er hun imidlertid mere skeptisk.

- Vi (butiksindehaverne, red.) har snakket meget om det i gaden. Der er flere, som siger, at de holder åbent til klokken 20, og sker der intet derefter, lukker de. Selv kan jeg godt tænke, hvorvidt der kommer nogen, og hvem det i så fald er, siger Birgit Andersen.

- Så jeg er meget spændt på, hvad det bliver til, og jeg har samme indstilling som andre: Er her ingen, så lukker vi klokken 20, understreger hun.

Annonce

Også positive holdninger

Hos Romance Smykker i Jyllandsgade deles samme undren, når spørgsmålet går på åbningstid.

- Vi må se, hvordan det bliver. Som udgangspunkt holder vi åbent til klokken 22, men er der ikke mange kunder, kan det godt være, at vi lukker en time før, siger indehaver Emina Mulabecirovic.

Hos Romance Smykker fejrer Alice Møller (t.v.) og Emina Mulabecirovic (t.h.) black friday med forskellige tilbud. Nogle kommer til at vare hele ugen, mens andre er forbeholdt selve black friday. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

Modsat flertallet af de butiksindehavere, ElboBladet har talt med, er Emina Mulabecirovic positiv for den store omsætningsdag.

- Jeg synes, black friday er en god tradition. Også i år, for det er vigtigt, at vi får gang i omsætningen. Jeg ved ikke, hvad vi skal forvente af dagen, men jeg håber selvfølgelig det bedste, siger hun.

Annonce

Imod bæredygtige tanker

Det er dog ikke alle butikker, som vælger at fejre den store udsalgsdag med rabatter på størstedelen af sortimentet. Hos Wiberg i Gothersgade bliver markeringen holdt til et minimum.

- Jeg synes, konceptet med black friday er forfærdeligt. Jeg kunne bedre forstå, hvis man holdt det henover sommeren for at sætte gang i salget i en lidt roligere periode, siger indehaver Johanne Wiberg.

Selvom der ikke bliver mange tilbud at gå efter, forventer Johanne Wiberg at udvide åbningstiden til klokken 22 på selve black friday, hvilket Fredericia Shopping har opfordret sine medlemmer til. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

Generelt er hun dog imod tankerne om en forbrugsfest, der står i kontrast til de bæredygtige tanker, som er en vigtig del af Wibergs dna.

Johanne Wiberg har mødt enkelte kunder, som har spurgt ind til, om varerne bliver sat ned til black friday - implicit om de kan spare penge ved at vente med at købe den. Svaret er dog nej.

- Jeg synes, man skal købe et produkt, fordi man mest af alt kan lide det og sætter stor pris på det. Ikke fordi man kan få nogle procenter på varen, selvom jeg godt forstår, at man som forbruger gerne vil have mest ud af sine penge, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce