For nogle uger siden havde jeg en træls dag. Men sidst på eftermiddagen førte dagen mig heldigvis omkring Den Kreative Skole i bunden af Kongensgade - et sted, der har bragt mig og min familie utallige glæder gennem årene.
Her skulle jeg hente en af mine kære, der havde et cykelproblem. Baghjulet var faldet af. Som chauffør i Fars Taxa forventes man at kunne løse lidt af det ene og lidt af det andet, men mine hænder er upraktiske, og jeg måtte give op overfor den olierede kæde, tandhjul osv.
Jeg lod cyklen ligge på gulvet i skolens garage og kørte hjem efter et cykelstativ til bilens anhængertræk. Godt et kvarters tid senere var jeg tilbage ved garagen for at montere den delvist adskilte jernhest på bilen og køre den til en professionel dyrlæge.
Men hvor var cyklen? Den lå ikke, hvor jeg havde efterladt den! Var den blevet stjålet? Mit nu-gider-jeg-ikke-danse-mere-med-denne-her-dag-blodtryk steg faretruende.
Og så fik jeg øje på cyklen. Den stod parkeret og ad væggen. Hjulet var spændt fast. Kæden sad på de rigtige tandhjul. Gear-indikator og tandhjul stemte overens. Cyklen var ikke bare samlet: Den var fikset.
Dagens mand m/k i skysovs var en supermand m/k med en hemmelig identitet som Bicycle Repairman m/k.
En venlig og hjælpsom sjæl med praktiske hænder havde været der, mens jeg var væk. Og ydet livreddende førstehjælp til cyklen. Uden at efterlade en seddel, give sig til kende eller vente på taknemmelighed eller betaling.
Min dag forvandledes. Mit humør skiftede fra blå til den varme, orange kontrastfarve på den 2. side af farvecirklen. Pludselig stod jeg og smilede med en varm følelse helt ned i min store mave.
Oplevelsen mindede mig om den klassiske Monty Python-sketch om en by, hvor alle beboerne er Superman. Men én af supermændene har en hemmelig identitet som Bicycle Repairman: Når en cykel er i nød, skifter han fra blå trikot og røde underbukser til kedeldragt og værktøjskasse.
Tak til min private Bicycle Repairman. Folk som ham/hende gør hverdagens verden til et bedre sted.
Hils din nabo fra Elbobladet.