Annonce
Holstebro Onsdag

De var ikke overtroiske: Men fredag den 13. var alligevel en uheldig dag

Anne Sofie Holst Jacobsen skænker her en flot, lyseblå drink op i et glas for sin chef, Lisa Lund Jensen, der til ære for fotografen har taget plads i baren. Foto: Ninna Pirchert
Alt var klar til at udbygge restaurant Munken med en cocktailbar i aften- og nattetimerne fredag og lørdag. Men så ramte coronavirus landet, og After Dark-baren blev aldrig åbnet. Men nu sker det - endelig.
Annonce

Holstebro: - Vi sagde det faktisk højt: At vi ikke var overtroiske, og at vi derfor åbnede After Dark fredag den 13. marts. Men vi blev klogere - fredag den 13. er en uheldig dag, for vi åbnede aldrig, konstaterer Lisa Lund Jensen, der på fjerde år driver Munken i Østergade i Holstebro.

Alt var klar til at åbne cocktailbaren som en udbygning af restauranten, da Mette Frederiksen tonede frem på tv-skærmen og lukkede Danmark ned for at begrænse smitterisikoen med Covid-19.

Men nu knap fem måneder senere - med de nye regler for genåbningen af landet - er After Dark nu endelig klar til at hælde drinks op i glassene til sine gæster i aften- og nattetimerne.

- Og det kribler i os for at komme i gang, siger Lisa Lund Jensen og fortæller, at den officielle  åbningsaften er fastsat til fredag den 4. september.

- Vi skal ikke noget af at have et 13-tal i datoen mere, tilføjer hun med et smil på læben.

Annonce

Fase to i koncept

Cocktailbaren er fase to i Munkens forretningskoncept, og tanken er at få mere bar- og loungestemning ind i lokalerne på Østergade 16, når Munken fredag og lørdag efter klokken 22 går over til at fungere som en cocktailbar.

Lisa har allieret sig med Martin Koch, der optræder i rollen som DJ og står for hele "After Party-delen" sammen med Anne Sofie Holst Jacobsen, der er daglig leder og barchef på Munken.

Anne Sofie var en af de fire medarbejdere, der var sendt hjem på lønkompensation under corona-nedlukningen. Tiden derhjemme har hun blandt andet brugt på at nørde med nye drinks og med at sammensætte et nyt drinkskort.

- Jeg kan næsten ikke vente til, vi kommer i gang igen, siger barchefen.

Martin Koch er DJ og står for musikken i den nye cocktailbar, men han har også evner med at blande drinks, og gæsterne kan også se ham med tallerkener i hænderne, når han hjælper til med serveringen. Foto: Ninna Pirchert

Forventningen på Munken er, at After Darks gæster bliver en blanding af middagsgæster, der bliver hængende, og nye gæster.


Oprindeligt var planen, at vi ville holde åbent til klokken tre om natten, men det er en fin start, at vi nu kan holde åbent til klokken to.

Martin Koch, DJ.


De nye corona-regler betyder, at barer nu må holde åbent til klokken to om natten, men der må ikke lukkes nye gæster ind efter klokken 23.

- Oprindeligt var planen, at vi ville holde åbent til klokken tre om natten, men det er en fin start, at vi nu kan holde åbent til klokken to, mener Martin Koch, der tror på, at gæsterne sagtens kan finde ud at, at de skal komme inden klokken 23.

Annonce

Dobbelt op på bekymringer

Munken havde overvejet et stempel-koncept, men er blevet enige om, at Martin får sin musikpult ved døren, og at han på den måde kan holde øje med, at gæsterne følger reglerne.

- Jeg taler vist på vegne af alle DJ's i hele landet, når jeg siger, at coronatiden har været en stram tid, der har ramt os hårdt, siger Martin Koch, der siden nedlukningen først har gået arbejdsløs og siden har arbejdet ved et køleteknikfirma og haft timer i en tøjforretning. For DJ-jobbene var der helt lukket for.

For Lisa Lund Jensen har det som indehaver af en restaurant også været hårde tider.

- Det har ikke været nogen fest, men dobbelt op på bekymringerne, siger Lisa og tilføjer:

- Men vi kæmper videre.

Lisa Lund Jensen er helt klar på at tage alle de forholdsregler, som myndighederne anviser, for at begrænse smitte med coronavirus mest muligt.

- Nu vil vi fremad. Vi er trætte af at sidde stille, slår hun fast.

Lisa Lund Jensen åbnede i 2016 Munken i Østergade. Det første år, mens hun var på barsel med sit første barn, drev hun stedet sammen med sin far, Kim Jensen, og siden som ene-indehaver.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Frokostjazz på Tobaksfabrikken

Annonce