Kolding: Det var torsdag morgen klokken 07.00, at billetsalget til årets Grøn bliver skudt i gang. Sidste år var der komplet udsolgt til alle Grøn i hele landet, og der var da også så meget tryk på Grøns hjemmeside, at hele systemet gik, da billetterne blev frigivet.
Foruden billetsalget har Grøn samtidig offentliggjort de første musik-navne, som man kan glæde sig til at høre, når karavanen gæster Kolding og Hylkedalen den 18. juli.
De første navne på plakaten er den danske hitmager Gilli og popdronning Medina.
Gilli har gennem mere end 10 år styret de danske hitlister med mere end 1,6 milliarder streams, og nu skal han så spille på Grøn for første gang.
- Jeg glæder mig til at spille på Grøn i år – det bliver en uforglemmelig oplevelse! Jeg har hørt så meget godt om den fantastiske stemning mellem fans, frivillige og de andre musikere, som jeg ser frem til at blive en del af. Glæder mig til at se jer alle derude, vi ses på Grøn, siger Gilli i en pressemeddelelse.
Mens Gilli er landets ukronede hitkonge, kommer man ikke udenom, at Medina med mere end 350 mio. streams på Spotify, cirka 1 mio. månedlige lyttere og hele ti singler, der er gået nummer 1 i Danmark, er Danmarks ubestridte popdronning. I 2023 var hun landets mest streamede kvindelige artist.
- For mig er Grøn noget helt særligt. Jeg er kommet der, siden jeg var helt lille og har så mange fantastiske minder derfra. Jeg glæder mig især til at møde publikum og opleve den gode stemning. For Grøn-publikummet er noget helt særligt; uanset vejret er folk der altid talstærkt for at støtte op om en god sag. Det bliver den vildeste grønne sommer nogensinde, siger Medina i pressemeddelelsen.
Grøn finder sted fra den 17. til den 27. juli.
Grøn arrangeres af Tuborg og Muskelsvindfonden. Alt overskuddet fra Grøn går til Muskelsvindfondens arbejde for mennesker med muskelsvind, deres pårørende og ikke mindst til forskning i muskelsvind og sygdommen ALS.
Turnéplan for årets Grøn
17. juli: Tårnby.
18. juli: Kolding.
19. juli: Aarhus.
20. juli: Aalborg.
24. juli: Esbjerg.
25. juli: Odense.
26. juli: Næstved.
27. juli: Valby.