Annonce
Lokalavisen Lemvig

Lemvig Film-Teater indviet for 100 år siden: Håber filmene også vil virke til oplysning og belæring

I 2004 var filminstruktør og skuespiller Erik Clausen i Bio-Huset for at holde foredrag. Steen B. Nielsen står klar i kiosken til at overrække Erik Clausen et eksemplar af det jubilæumsskrift, som Steen B. Nielsen skrev i 1996. Imellem de to ses Bio-Husets daværende leder, Jette Carlsen. Arkivfoto: Benny Vejlby
1. januar 1922 blev Lemvig Film-Teater indviet, og dermed er der blevet vist film i biografen i Bredgade i 100 år. Den store bygning blev taget i øjesyn ved indvielsen, hvor biografsalen blev beskrevet som smuk og stilfuld og siddepladserne som meget behagelige.

Lemvig: Lemvig har en af landets ældste, fungerende biografbygninger - måske den næstældste - og den flotte bygning i Bredgade kunne på årets første dag fejre 100 års jubilæum.

Indvielsen fandt nemlig sted 1. januar 1922. Det er Steen B. Nielsen fra Lemvig, der har gjort redaktionen opmærksom på indvielsesdagen, og han har i høj grad styr på de historiske facts om Lemvigs biograf, der i hvert fald på facaden stadig hedder Lemvig Film-Teater.

I dag er det officielle navn dog Bio-Huset, og det har det været siden 1986, hvor Lemvigs biograf blev til en foreningsbiograf, fordi den ikke længere kunne løbe rundt som en privat biograf.

Annonce

I dag er det Lemvig Kommune, der ejer bygningen, og både biografdriften og udlejningen af lokalerne på 1. sal klares udelukkende af frivillige.

Steen B. Nielsen udgav i 1996 jubilæumsskriftet "Bio-Huset 10 år", og i det 32 sider lange skrift var der også omtalt yderligere to jubilæer - nemlig Lemvigs biografhistorie gennem 90 år og dansk film gennem 100 år.

100 gæster til åbning

Steen B. Nielsen refererede i skriftet til Lemvig Folkeblads omtale af indvielsen af Lemvig Film-Teater. Biografejer Julius Nielsen havde inviteret 100 gæster til den festlige åbning, hvor den nye, store bygning blev taget i øjesyn, som det hedder i referatet.

Der var direktørbolig på 2. sal, og bygningen havde en sådan størrelse, at der på grund af byggehøjden skulle søges dispensation hos Justitsministeriet.

Der var 224 siddepladser nede i salen og 56 siddepladser på balkonen.

Annonce

Smukt og stilfuldt

"Selve salen virker rolig og fornem. Væggene er inddelt med søjler og malet med en rødbrun farve, der står godt til det hvide loft. Midt i dette er anbragt en stor lysekrone, men såvel dens blus som lampetterne langs siderne er dækket med skærme af violet silke, der giver en behagelig dæmpet belysning i pauserne. Måske er det lidt for dæmpet for dem, der vil læse programmet i mellemakterne, men det er smukt og stilfuldt", hedder det i artiklen.

Der står endvidere, at siddepladserne er meget behagelige, idet der er læderbetrukne stole med armlæn over hele salen.

Der blev vist stumfilm dengang for 100 år siden, og i artiklen i folkebladet er det forklaret, at musikken har plads i en slags underjordisk grotte, som er anbragt mellem scenen og salens gulv.

Åbningsfilmen var "Præsteenken", der var optaget i den skønneste natur i Norge. Mellem tre og fjerde akt blev gæsterne budt på en forfriskning.

Annonce

Ej blot til lyst

Konsul L. Kier takkede på de indbudtes vegne for den fornøjelige sammenkomst og udtalte - som der står i folkebladets referat - et ønske om, at Hr. Nielsen måtte få held til, at teatret kunne virke ej blot til lyst, men også til oplysning og belæring.

Der stod endvidere, at der ville være forestilling hver aften, og at der fortrinsvis vises lange stykker med en 10 minutters pause ind imellem - underholdningen vil således vare et par timer.

Lemvigerne var meget glade for deres nye, flotte biograf, men de havde svært ved at vænne sig til navnet, Lemvig Film-Teater. Det gamle navn, Kosmorama, var så yndet, at mange kun med nød og næppe vænnede sig til det ny, skriver Steen B. Nielsen i sit jubilæumsskrift.

Annonce

Begyndte i 1906

Lemvigs biografhistorie går som nævnt længere tilbage end til Lemvig Film-Teaters indvielse i 1922. Det begyndte i slutningen af 1906 på det daværende Ydes Hotel på Torvet i Lemvig - det er der, hvor Columbus Pub & Steak ligger i dag.

Her slog filmforevisningerne dog ikke rigtigt igennem, og Julius Nielsen åbnede derfor den første rigtige biograf i Lemvig i maj 1907. Biografen lå i Vestergade og fik fra begyndelsen navnet Kosmorama, der betyder "udsyn over verden".

I 1912 flyttede Kosmorama fra Vestergade til Bredgade, og ni år senere blev den nuværende biografbygning så opført med indvielse på årets første dag i 1922.

Bio-Huset runder i øvrigt de 100 år i corona-nedlukket tilstand. Landets biografer blev som bekendt lukket ned før jul som en del af de nye corona-restriktioner, og indtil videre skal de være lukkede til 17. januar.

Annonce

Fejres senere på året

Bio-Huset er i øjeblikket i fuld gang med at samle ind til en omfattende renovering af biografsalen her i jubilæumsåret. Lige nu er der indsamlet omkring 3 af de påkrævede 5,3 millioner kroner til renoveringen.

Renoveringsprojektet spiller en rolle i fejringen af Bio-Husets 100 års jubilæum.

- Det ligger fast, at vi skal fejre vores 100 års jubilæum på et tidspunkt i år. Men vi ved endnu ikke, hvornår det bliver. Vi havde håbet, at vi kunne fejre både jubilæet og renoveringen på én gang, men så fremskreden bliver renoveringsprojektet formentlig ikke, siger formanden for Bio-Huset, Heidi Clausen.


Annonce
Lokalavisen Lemvig

Bio-Huset har solgt 40 procent færre billetter på grund af corona-nedlukning

Annonce
Lokalavisen Lemvig

Nørlems sognepræst fylder 60 år: Københavneren der faldt for det vestjyske

Annonce
Lokalavisen Lemvig

FLAG Vestjylland er igen klar til at støtte maritime projekter

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Mozarts Requiem er udsat til efteråret

Lokalavisen Lemvig

Bovbjerg Fyr genåbner med kunstudstilling

Lokalavisen Lemvig

Stærke kvinder, fodbold og gode historier

Lokalavisen Lemvig

Apotekeren i Lemvig: Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle interessere mig for at udstille hunde

Lokalavisen Lemvig

Klassisk musik kombineret med lettere jazz

Lokalavisen Lemvig

Corona rammer populær revy: Bliver skubbet med et år

Lokalavisen Lemvig

Hør om årets bedste bøger på Lemvig Bibliotek

Lokalavisen Lemvig

Søfestival ændrer program efter afbud: Ud med Johnny, ind med Poul

Lokalavisen Lemvig

Dansk romantisk komedie blandt ugens film

Lokalavisen Lemvig

Nørre Nissum-pige blandt udstillerne på Museet for Religiøs Kunst: Dejligt at være tilbage

Annonce