Denne artikel er sponsoreret af HF & VUC FYN
- Sidste år var det lidt svært for mig, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde et godt arbejde. Derfor begyndte jeg at tænke på uddannelse, men jeg tænkte også, at jeg næsten var for gammel, og måske skulle jeg bare finde et andet ufaglært job. Men jeg kom på andre tanker, for hvorfor skulle jeg egentlig ikke gå i skole? Det er aldrig for sent.
Sådan siger 40-årige Dominika Karolina Bizan fra Harndrup, der siden august 2021 har været i gang med AVU (almen voksenuddannelse) for tosprogede på den lille VUC-afdeling i Middelfart. AVU er et tilbud til voksne over 25 år, der vil forbedre sig i et eller flere fag på 9. og 10. klasses niveau, og netop 9. klasse er Dominika i fuld gang, men hun vil mere end det. I august 2022 starter hun i 10. klasse, for som hun udtrykker det:
- Jo længere tid jeg er på VUC, jo bedre bliver mit danske. Så efter to år er jeg klar til at søge ind på tandklinikassistentuddannelsen.
En helt anden vej
Det er ikke, fordi den polske kvinde har ligget på den lade side, siden hun ankom til Danmark med sin mand tilbage i 2010. Der står både sprogskole, sæsonarbejder, fabriksarbejder, rengøringsassistent og en enkelt barsel på livslisten gennem de sidste 12 år, og faktisk er det en dårlig ryg på grund af det hårde fysiske arbejde, som i første omgang får Dominika på nye tanker. Og det er med en vis portion nervøsitet, at hun tager det endelige skridt mod en helt anden vej.
- Jeg har i mange år koncentreret mig om arbejde og ikke uddannelse, og på sprogskolen jeg gik på ved ankomsten til Danmark, var niveauet meget lavt, så jeg var lidt bekymret for, hvordan det skulle gå med mit sprog her på VUC. Men nu er der gået noget tid, og jeg kan kun sige, at det er gået rigtig godt. Selvfølgelig er mit sprog stadig ikke perfekt, men jeg har udviklet mig, og jeg er virkelig glad for at gå her, siger hun grinende og tilføjer:
- Jeg kommer glad i skole hver dag og har både gode klassekammerater og gode lærere. Jeg bliver taget godt hånd om, og fordi det er så lille en afdeling, kender vi alle sammen hinanden.
Fra flydende til flyvende
AVU for tosprogede er et tilbud til folk som Dominika, der ikke har dansk som modersmål, men som netop gerne vil blive bedre til sproget. Det betyder i praksis, at hun udover matematik og engelsk har lidt flere dansktimer end på den almindelige AVU. Og med AVU på 10. klasses niveau og en tandklinikassistentuddannelse oveni, vil hun være 45 år, inden hun kan melde klar til et nyt liv med en ny retning.
- Der er lang vej endnu, men det er en spændende vej. Jeg drømmer om at arbejde som tandklinikassistent på en skole, fordi jeg elsker børn, og jeg ved, at det danske sprog er så vigtigt i den forbindelse. Jeg skal være flydende i det danske sprog, før jeg kan være flyvende.
Om Annoncørbetalt indhold
Annoncørbetalt indhold er et annonceformat, der er blevet til i samarbejde mellem JFMs kommercielle afdelinger og en annoncør.
JFMs uafhængige redaktionelle medarbejdere er således ikke involveret i nogen faser af udviklingen af det betalte indhold. Lige som annoncørerne ikke har nogen indflydelse på det redaktionelle indhold på JFMs nyhedssites.
Når en artikel er markeret med ’annonce’ eller ‘annoncørbetalt indhold’, betyder det, at en annoncør har betalt for artiklen og har haft indflydelse på indholdet i den konkrete artikel.
Annoncørbetalt indhold skal leve op til JFMs nyhedssites øvrige stil, tone og den generelle kvalitet, som læserne normalt forventer sig at møde.
Annoncørbetalt indhold vil altid være tydeligt afmærket med ‘Annoncørbetalt indhold’ og annoncørens navn for at gøre det tydeligt for vores læsere, at artiklen er betalt.