Annonce
Ugeavisen Ølgod

Hotelejere i landsby dobbelt ramt under nedlukning: Vi taber et stort beløb, hver dag vi går på arbejde

Der er lagt duge på. Det er svært for værtsparret Lis og Kristian Rossau at acceptere, at det hele bare står tomt. Foto: Morten Nielsen
I første omgang kan Agerbæk Hotel ikke bruge genoplukningen senere i april til noget. Det er en trængt branche. Kristian og Lis Rossau har været på hotellet siden 1976.

Agerbæk: Hotelvært Kristian Rossau har lagt dug på bordene i restauranten. Det er der ikke mange, der opdager. For der er jo lukket på Agerbæk Hotel.


Det koster 2000 kroner hver dag, vi går på arbejde,

Kristian Rossau


Annonce

- Jeg lægger dugene på for at gøre noget, siger Kristian Rossau, der ikke lægger skjul på, at  nedlukningen er en belastning - ikke kun hvad angår indtjeningen, men også humøret.

Begge Agerbæk Hotels kerneområder er ramt. Der er ikke selskaber på grund af coronarestiktioner. Og der er ikke de udenlandske turister, der tidligere boede på hotellets 14 værelser cirka tre måneder om året i forbindelse med besøg i Legoland og andre turistattraktioner.

Mandag - 2. påskedag - var det ikke vejr til udeservering - bemærk sneen. Men uanset vejret den 21. april, så åbner hotellet ikke kun for udeservering. Foto: Morten Nielsen

Kristian og Lis Rossau er henholdsvis 73 og 72 år. Parret har ejet Hotel Agerbæk siden 1976 -  i 45 år. De første 44 år var gode, konstaterer Kristian Rossau.

Men den seneste tid har været hård. Det selv om Kristian Rossau er noget af en opfinder. Der er gang i takeaway-mad fra hotellet, blandt andet takket være en anordning, der sikrer, at maden leveres i en meget brugervenlig bakke. Bakken kan opvarmes i ovnen med folie på. Det er Kristian Rossau, der står bag.

Selv om parret tilhører seniorerne på arbejdsmarkedet, så vil det være synd at sige, at udviklingen er gået i stå på Agerbæk Hotel.

- Siden 2009 har vi investeret fem millioner kroner, siger Kristian Rossau.

Der blev senest investeret i en værelsesfløj i 2017. Der var gang i økonomien, og i 2019 havde Hotel Agerbæk en bruttoofortjeneste på 1,8 millioner kroner. Hotellet har tre fastansatte. Resten er tilkalde-arbejdskraft.

- Vi har beholdt de tre fastansatte, siger Kristian Rossau.

Det løber ikke rundt

Men selv om der er travlt med takeaway, og selv om Agerbæk Hotel har udsigt til at få del i hjælpepakkerne, så kan det ikke løbe rundt i øjeblikket.

- Det koster 2000 kroner hver dag, vi går på arbejde, vurderer Kristian Rossau.

Beløbet ligger dog ikke helt fast. Det afhænger lidt af, hvordan hjælpepakkerne tilgodeser Agerbæk Hotel.

Den 21. april kan der etableres udeservering med coronapas eller en højst tre døgn gammel negativ covid-19-test. Den 6. maj er der lagt op til genåbning indendørs på restauranter og cafeer

- Vi kan ikke åbne for udendørs servering. Det kræver for mange ansatte, siger Kristian Rossau.

Han håber derimod, at genåbningen i maj kommer til at omfatte de selskaber, som Agerbæk Hotel er så afhængig af.

Annonce

Usikkerheden er værst

- Det værste er usikkerheden, siger Kristian Rossau, der er glad for, at han og Lis har været så mange år på hotellet og ejer bygningerne selv. Det, der bekymrer ham, er fremtiden på længere sigt.

- Vi var i gang med et glidende generationsskifte med vores datter Jane Rossau. Men hun fik nogle helbredsmæssige problemer og er trådt ud af ledelsen. Vores håb er, at der kommer nogle mennesker, som vil med i driften og så på sigt overtage, siger Kristan Rossau.

Men det kræver en genåbning. Og gerne meget snart.

Lis og Kristian Rossau på hotellet. I baggrunden er navnene på deres ansatte skrevet ned. Foto: Morten Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ølgod

Elever om efterskoleår med corona, nedlukning og aflysninger: - Demotiverende og ensom periode, men samtidig det bedste år nogensinde

Annonce