Annonce
Ugeavisen Ribe

Den kreative tømrer fra Øster Vedsted elsker skæve vinkler

Esben Sørensen er vild med at lave ting i træ, og han er manden bag det store landart projekt i Vester Vedsted. Foto: Bo Maimburg
Esben Sørensen er vild med at lave projekter, der glæder andre, men han er omvendt også vild med at lave ingenting og slappe helt af.
Annonce

Vester Vedsted: Esben Sørensen er manden, der skal skabe det store og spændende landart projekt forestillende en midgårdsorm ved Ungdomshøjskolen ved Ribe.

Han er en rigtig god blanding af en dygtig håndværker og en kreativ kunstner, der kan noget helt særligt.

UGE-Avisen har mødt Esben til en snak om projektet, men mest af alt til en snak om, hvem han er.

- Jeg er et menneske, der holder af venner og familie og som altid er med på en fjollet ide, ikke mindst hvis venner har et projekt, de går og roder med. Jeg hjælper gerne med at bygge en shelter eller noget andet sjovt ude i det fri, og det skal være noget, der kan skabe glæde hos folk. Jeg elsker det fællesskab, der opstår, når man gør noget sammen med andre. Men jeg kan bestemt også godt ligge på sofaen – ja sofaen kan være livsfarlig, for den kan indimellem også få skylden for, at jeg ikke får lavet mine egne projekter færdige, siger Esben Sørensen.


At skabe noget og være kreativ har altid været en del af mig. Mine forældre var begge kreative, og jeg var ikke ret gammel, før jeg startede med at skære husflid i træ.

Esben Sørensen


- Mit problem er, at hvis der er nogen, der ringer og vil have mig med til at lave et sjovt projekt, kan jeg glemme alt om det projekt, jeg egentlig skulle have lavet. En telefonsamtale er nok til, at jeg smider alt og hjælper med at skabe glæde.

Annonce

Håndværket begejstrede

Esben startede med at være håndværker, da har var dreng, og allerede dengang var det træet, der fascinerede ham.

- At skabe noget og være kreativ har altid været en del af mig. Mine forældre var begge kreative, og jeg var ikke ret gammel, før jeg startede med at skære husflid i træ.

Kort om Esben Sørensen

Esben Sørensen er 40, gift og med bonusbørn og bosiddende i Øster Vedsted.

Han er selvstændig med firmaet ES træværk, som han har drevet, siden han for to år siden flyttede tilbage til Danmark efter at have boet i Sverige i en årrække.

Hans primære beskæftigelse består i at renovere gamle huse, ligesom han laver en del arbejde for museer.

Det var derfor også naturligt for ham at søge den vej, da han skulle i gang med en uddannelse. Han er uddannet på vikingeskibsmuseet i Roskilde, hvor han har lært det ædle træhåndværk. Han har arbejdet på vikingemuseer i Danmark, Norge og Sverige, og da han flyttede til Sverige var det for at være med til at bygge en vikingeby.

- Mens jeg var i Sverige, kom jeg i kontakt med en i isskulptør, og jeg lærte håndværket, og det vækkede min kunstneriske side. Jeg lærte at leve med at bygge noget, som et halvt år senere var smeltet væk. Det er jo helt anderledes, når man arbejder med træsorter som egetræ, for det er jo ikke unormalt, at det står i 200 år.

Annonce

Arbejdet må være krævende

Når han arbejder med træ professionelt, kan han godt lide at få opgaver i gamle huse, hvor vinklerne ikke er helt rette.

Esben Sørensen.

- Jeg er ikke så vild med at arbejde med gips og mineraluld. Det er der andre, der er meget bedre til end mig. Jeg kan sagtens få tilbudt en opgave, jeg ikke ønsker at lave, og det kan være en ligegyldig skillevæg. Men arbejdet handler om, at der skal være udfordringer, og det er netop at renovere gamle skæve huse uden rette vinkler.

Annonce

De korte?

Giv mig tre ord der beskriver dig selv?

- Jeg er nysgerrig, rastløs og hjælpsom.

Hvad kan du bedst lide ved at bo her i Ribe?

- Ribe og omegn kan noget helt særligt på det kulturelle område, som andre provinsbyer ikke kan matche. Der er en stor spredning i befolkningssammensætningen, og historien er noget helt særligt. Men jeg må også slå fast, at jeg trives bedst ude i en skov.

Hvad er du god til?

- Jeg er rigtig god til at være social, og jeg er god til at starte projekter op uden, at det er for egen vindings skyld.

Hvad er din største last?

- Det er nok, at jeg ikke er god til at tænke på egen vinding.

Hvad drømmer du om?

- I hvert fald ikke at sejle jorden rundt som mange andre, men jeg drømmer om at skabe noget der gøre andre glade.

Hvis vi to skal bruge resten af dagen sammen hvad skal vi så lave?

- Vi skal en tur ud i skoven, og vi skal lede efter noget tømmer, som vi kan bruge til mit projekt ude ved Ungdomshøjskolen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce