Annonce
Klumme

Smadrede syltekrukker: Sådan raslede vi i det gamle Sydhavn

Tonny Munnecke. Foto: Kasper Løjtved, Byrd.

Når jul og nytår var overstået, var der langt til den næste højtid og næste fridag. Det var næsten seks uger efter nytår og juleferien til fastelavn. Det var langt at vente på en ny fridag, men den var værd at vente på, for denne dag måtte man klæde sig ud og rasle penge ind.

Det at klæde sig ud var noget af de sjoveste, for så kunne man for en kort stund blive det, man helst ville være. Det kunne til tide sætte ens forældre på en svær opgave at indfri ønskerne.

Ønskerne var styret af, hvad vi legede lige i øjeblikket. Det kunne være cowboy eller musketer, som var det, vi drenge legede mest. Der havde vi også det meste til udklædningen, i form af de våben, som man brugte. Der manglede måske bare lidt skæg. Havde man ikke lyst til at være nogle af de ting, kunne man blive klædt ud som vagabond. Det krævede, at man havde nogle gamle klæder, som kunne udstyres med huller og lapper. Bukser skulle være for store, så der skulle bukkes et stort opslag på buksebenene og et stykke sejlgarn som livrem. En stor jakke blev vendt på vrangen og ansigtet sværtet af en korkprop, som var blevet brændt over gassen i køkkenet.

Den vigtigste komponent i udklædningen var rasledåsen, den dåse som man brugte til at rasle penge sammen i. Den var enten købt til anledningen, en produceret af forhåndenværende materialer, de kunne være alt fra dåser til sparegrise af ler, bare der var en revne til penge. Dog bar der et krav om, at de kunne larme, så man kunne høre pengene rasle.

Vi samlede os i mindre grupper og drog ud i opgangene for at rasle penge sammen. Det var lidt grænseoverskridende at ringe på døre ind til mennesker, som man ikke kendte, og hvis døren åbnede sig, skulle vi synge sangen: 'Boller op, boller ned, boller vil jeg have', for at vi kunne forvente at få nogle mønter i vores rasledåse. De fleste steder fik vi en- og toører i dåsen, som betaling for vores sang.

Annonce

Fest i luften

Fastelavn var en festdag på skolen, lærerne havde talt om historien, hvor fastelavnen indgik. Skolen havde inviteret til tøndeslagning i aulaen om lørdagen. Vi var kun vant til at komme i aulaen til morgensang, så da skolen slog dørene op lørdag formiddag, var den et andet sted end til daglig. Der var fest i luften, med alle de udklædte børn som myldrede ind. Der var trukket reb fra det ene sidegalleri til det andet, og i rebet var der fastgjort to tønder, fint pyntet med billeder af katte, fyldt med slik og appelsiner. Der var to tønder, en til de store og en til de små. Vi blev stillet op i en lang række. Man kunne både høre og fornemme, hvor tung tønden var, når der blev slået. Der blev gået hårdt til tønden for at få slået hul, så vi kunne få fat i slikket.

I den gård, hvor jeg boede, blev der hvert år arrangeret tøndeslagning. Det var arrangeret af det firma, som administrerede huset. Jeg kan huske, at vores varmemester Stub et år inviterede alle gårdens unger til fastelavnsfest inde hos ham selv i privaten. Det var en oplevelse. Der var virkelig gjort noget ud af at skabe de rigtige rammer. Det eneste, som var lidt anderledes, var, at i stedet for, at vi skulle slå til en tønde af træ, skulle vi slå til nogle store syltekrukke i brunglaseret lertøj.

Annonce

Smadrede syltekrukker

Stub eller hans kone havde indkøbt to eller tre store syltekrukker, som vi unger så skulle slå i stykker. Det var blevet placeret på et langt bord med bunden op. Vi skulle så slå oven i bunden af krukken, og på den måde slå krukken i stykker. Jeg kan ikke huske, hvorledes det hele forløb, men jeg kan huske, at vi den ene gang var inde hos Stub og så nogle tegnefilm på et lejet anlæg. Den anden gang endte vi Enghave Bio til en matineforestilling med tegnefilm. Jeg hørte senere, at Stubs kone var mentalt syg, men det mærkede jeg ikke den dag. Stub havde i øvrigt en datter, Jytte, der var et par år ældre end mig. Hun hjalp sin far og mor med at få det hele til at glide.

Til en anden fastelavn var det en blikkenslager, som påtog sig at arrangere en tøndeslagning. Det var en stor overraskelse, som blev modtaget med glæde af os unger. Der havde ikke været de sædvanlige invitationer til tøndeslagning fra de, som normalt stod for festlighederne. Så på dagen stod vi omklædt og klar til at svinge køllerne. Blikkenslagermesteren dukkede op fra kælderen, hvor han havde sit værksted med to store tønder. Det viste sig at være to af de tønder, som han fik zinkruller leveret i.

Tønderne blev hængt op i bankestativerne på legepladsen. De var næsten to meter lange og gik fra overliggeren og næsten ned til jorden. De kunne lige akkurat svinge frit og hang der og så meget store ud.

Efter en del snakken og latter blev vi unger så sat i gang med at slå tønderne ned. Det viste sig at være lettere sagt end gjort. Tønderne var lavet af tynd, men usædvanligt stærkt krydsfiner, som viste sig umuligt at slå i stykker. Efter, at vi havde arbejdet på opgaven i mere end to timer, opgav vi at få banket tønderne i stykker. Blikkenslagermesteren delte lidt slik ud, til de der havde holdt ud til den bitre ende.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce