Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ny butik i Svanninge Bakker: Susanne kan finde en specialøl til enhver smag

Susanne Eriksen glæder sig til at vejlede kunderne i den nye butik. Foto: Maria Retoft Pedersen
I weekenden slog Butik Humledrik dørene op for første gang. Susanne Eriksen har planer om både ølsmagninger, tapas og andre spændende arrangementer.
Annonce

Svanninge Bakker: Mangler du en gaveidé eller en lækker øl til maden, så var det måske en idé at kigge forbi Faaborgs nye butik med specialøl.

Lørdag slog 54-årige Susanne Eriksen dørene op til Butik Humledrik. På hylderne har hun omkring 75 forskellige typer specialøl og et udvalg af lokale røgvarer, dip, gourmetchips og krydderier til tapas.

Butikken ligger ved Faaborg Golfklub og Café Dalkilden midt i Svanninge Bakker.

- På sigt er det meningen, at jeg i samarbejde med caféen også vil tilbyde færdiganrettede tapas og øl, fortæller Susanne Eriksen.

Selvom hun først lige har åbnet, er hun allerede som selvstændig. Hun har blandt andet været selvstændig fotograf i Årslev gennem 12 år.

Susanne Eriksen er efter eget udsagn "fuld af gode ideer" - og her er en af dem. En genbrugslampe har fået nyt liv - og den kan man købe i butikken. Foto: Maria Retoft Pedersen

Butik Humledrik startede som webshop for fem-seks år siden.

- Dengang drev min mand, som nu er min ex-mand, en planteskole, og han solgte ingenting om vinteren. Så vi skulle finde på noget, vi kunne sælge i en webshop over vinteren. Jeg vidste ikke ret meget om øl dengang, men jeg kastede mig bare ud i det og begyndte ret hurtigt at tage ud på messer og holde smagninger, fortæller hun.

Siden har hun taget akademiuddannelser i blandt andet marketing og salg.

Susanne Eriksen og Butik Humledrik

Butik Humledrik har åbent i weekenderne og onsdag aften samt efter aftale.

Susanne Eriksen arrangerer ølsmagninger i butikken, og man kan også få en privat ølsmagning, hvis man ønsker dette.

De to næste ølsmagninger bliver den 25. september sidst på eftermiddagen og lørdag den 3. oktober først på eftermiddagen. Det præcise tidspunkt og yderligere info bliver bl.a. slået op på Facebook-siden "Butik Humledrik".

Man kan også møde Butik Humledrik på Torvet i Faaborg den første lørdag i september i samarbejde med Danske Ølentusiaster Faaborg til Øllets Dag.

Susanne Eriksen bor sammen med sin kat og den hvide schæfer, der lyder navnet "Uno Blanco".

De er faldet rigtig godt til i de naturskønne Svanninge Bakker.

Susanne Eriksen arbejder til dagligt med salg og marketing i et engrosfirma i Odense.

Webshoppen lukkede ned for halvanden år siden, men da hun i februar flyttede ind i en lejlighed i en af længerne ved Faaborg Golfklub, øjnene hun en mulighed for at genoplive forretningen.

Annonce

Fortæller historier

- Da jeg så lokalet her, tænkte jeg, at det kunne blive en rigtig fin butik, siger Susanne Eriksen og slår ud med armene i det store lokale.


Jeg er fuld af ideer, og jeg kan rigtig godt lide, at ting har en historie. Sådan er det også med øllene. Når jeg holder ølsmagning, står jeg ikke og fortæller, om øllen er over- eller undergæret, for det har jeg ikke ret meget forstand på. Jeg fortæller historier og anekdoter om bryghusene og om øllen.

Susanne Eriksen


På hylderne finder man udover øllene også dekorative lamper, som hun sælger ud af. De er fremstillet af lamper købt på loppemarked uden skærm, og så er der tilsat en dekorativ lyskilde i form af pærer i flotte former. Rummet har hun indrettet med masser af loppefund. Sådan er hendes eget hjem også indrettet.

Indsatte fra Søbysøgård Fængsel har kreeret disse gavekasser til dåseøl, og man kan også købe tapasbrætter fra fængslets i Susannes butik. Foto: Maria Retoft Pedersen

- Jeg er fuld af ideer, og jeg kan rigtig godt lide, at ting har en historie. Sådan er det også med øllene. Når jeg holder ølsmagning, står jeg ikke og fortæller, om øllen er over- eller undergæret, for det har jeg ikke ret meget forstand på. Jeg fortæller historier og anekdoter om bryghusene og om øllen. Der er så meget sjovt at fortælle, siger hun.

Annonce

Specialøl er for alle

I følge Susanne Eriksen findes der specialøl til hver en smag.

- Det handler bare om, at vi finder frem til det rigtige. Og den vejledning har jeg mulighed for at give her i min butik, siger hun.

- Især kvinder har det sådan, at de gerne vil vide alt, inden de kommer ind på en restaurant, fordi de måske er bange for at stille spørgsmål til ølkortet. Jeg kunne forestille mig, at jeg kunne holde ølsmagninger med fem hovedtyper af øl, så deltagerne kan finde deres favorit. Så ved man, hvad man skal spørge efter, siger hun.

Godt 75 forskellige specialøl er der på hylderne i Butik Humledrik. Foto: Maria Retoft Pedersen

Hun håber naturligvis at golfklubbens medlemmer vil kigge ind i hendes butik, men også gerne dem, der kommer længere væk fra.

- Jeg har brug for, at faaborgenserne også får øje på mig. Derudover vil det jo være oplagt at kigge herind, hvis man har været på Café Dalkilden og få frokost, eller man har vandret i bakkerne, siger hun.

I år er ambitionen for Susanne Eriksen at kunne tjene huslejen hjem, men der kommer ikke til at mangle gode idéer til fremtiden.

- Næste år vil jeg gerne kunne levere øl til sommerlandet, til sommerhusområderne og lystsejlerne. Fx i samarbejde med sommerhusudlejningsfirmaerne. Tænk, så kunne der stå to kasser specialøl, når man ankom til sit sommerhus.

Blanco Uno, som er en hvid schæfer, nyder at være med i butikken. Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce