Annonce
Ugeavisen Faaborg

Sæt madglæde på skoleskemaet på din skole

Der har været mange gode timer i køkkenet for børn og unge. Foto: Meyers Madhus
150 elever fra Faaborg-Midtfyn har allerede prøvet kræfter med at filetere fisk, bage brød og lave mad med gode friske råvarer. Alt sammen med vejledning fra skolelærere og pædagoger, som er blevet klædt på til opgaven af Meyers Madhus. Nu er undervisningsmaterialet for ”Cool Beans” tilgængeligt for alle.
Annonce

Faaborg-Midtfyn: Over 12 undervisningsgange har 5. og 6. klasserne på tre skoler i Faaborg-Midtfyn Kommune haft friske råvarer, skønne måltider og fællesskab på skoleskemaet – hver gang med et nyt tema og nye udfordringer.

De har talt om grønne proteiner, lavet eksperimenter med gær og lært de bedste tips fra kokkens værktøjskasse. Med det nye undervisningsmateriale i hånden, kan alle skoler, som har lyst, gennemføre et Cool Beans-forløb.

Cool Beans handler om mere end at blive mæt.

- Det handler om, at børnene oplever den bedst mulige start. Grundlæggende madkundskaber er en vigtig forudsætning for at leve et sundt liv. Det vil vi gerne lære vores elever, siger Katja Moltenow, afdelingsleder på Øhavsskolen i Faaborg, i en pressemeddelelse fra Faaborg-Midtfyn Kommune.

Der er nemlig ingen garanti for, at børnene får køkkenfærdigheder med hjemmefra. En undersøgelse fra Madkulturen i 2018 viser, at kun 12 % af danske børn hjælper til med aftensmaden på en almindelig hverdag. Samtidig har faget madkundskab begrænsede rammer og muligheder i folkeskolen.

Men der er stor interesse for mad blandt børn og unge. 82 % kan godt lide at lave mad, viser Arla Fondens nye undersøgelse Børn, Unge og Mad, og det er også Meyers Madhus erfaring fra undervisning af flere tusind børn hvert år.

Annonce

Kig selv på materialet

Cool Beans er et undervisningskoncept, der styrker børns maddannelse ved at kombinere en legende tilgang med et højt madfagligt niveau. Børnene får udfordret deres sanser og samarbejdsevner, og er til sidst selv værter ved en middag for deres forældre og søskende, hvor de kan vise, hvad de har lært. Forløbet er koblet til den understøttende undervisning i folkeskolen, hvor aktiviteterne skal bidrage til faglig læring og dannelse samt styrke inklusion og fællesskaber.

Cool Beans startede i 2014 som et samarbejde mellem Meyers Madhus og Herning Kommune. Faaborg-Midtfyn Kommune og Meyers Madhus er gået sammen om at videreudvikle konceptet med støtte fra Undervisningsministeriets pulje til styrkelse af maddannelse i folkeskolen. 7 lærere og 150 elever fra Carl Nielsen Skolen, Tre Ege Skolen og Øhavsskolen har deltaget i projektet i 2018-2019.

Find vej til undervisningsmaterialet, som består af elevhæfte, lærervejledning, plakater og diplom, her:

https://www.fmk.dk/borger/familie-boern-og-unge/skole-og-uddannelse/projekt-cool-beans/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Kirketider uge 39

Annonce