Annonce
Ugeavisen Struer

Kom prisen hjem, fik hun drivhuset og kom der flere medlemmer? Vi følger op på nogle af årets historier

Det er ikke helt lykkedes Martin Rasmussen og Struer Borgerforening at tiltrække så mange medlemmer som de håbede - endnu. - Men vi tror mere på projektet nu, fortæller han. Arkivfoto: Morten Stricker
Fik Simmi indsamlet penge nok til et drivhus, kom der flere medlemmer til borgerforeningen, og vandt Ida prisen? Ugeavisen er vendt tilbage til nogle af de lokale, der er blevet portrætteret i løbet af året.

Struer/Resen/Thyholm: 2021 er ved at være forbi, og tiden er kommet til at gøre året op. Kom der lidt mere corona, end vi havde regnet med? Ja. Fik vi nået alt det, vi gerne ville? Måske. Men hvordan gik det med nogle af dem, som blev interviewet i ugeavisen, og som havde noget på spil? Læs med her.

Har åbnet egen salon

Et af de første portrætter i ugeavisen i 2021 var af 28-årige Ida Vinstrup fra Resen. Hun havde bestået negletekniker-uddannelsen med bravur, og var blot få måneder senere blevet nomineret til prisen som "Shooting Star" af Danish Nail Awards.

Selve award-showet lod vente på sig på grund af corona... Men hvordan gik det så?

- Jeg snuppede ikke prisen med hjem. Desværre, selvom jeg da gerne ville have gjort det. Men hende, der vandt den, havde også klart fortjent den, og det var en kæmpe oplevelse at være med, siger Ida Vinstrup.

Men det betyder ikke, at hun har ligget på den lade side. Langtfra, faktisk. Siden sidst har Ida Vinstrup udvidet sin negleforretning fra at foregå i et ekstra rum i hendes og kærestens hus i Resen til en reel salon på Struervej i Holstebro, som også har fået navnet Nails by Vinstrup.

- Jeg havde officiel åbning den 11. oktober, og siden da er det bare gået derudaf, lyder det fra den ambitiøse negletekniker.

Hun har beholdt jobbet hos DAO, hvor hun kører med pakker om natten, så programmet er hårdt. Hun møder hos DAO klokken to om natten, får fri om morgenen eller om formiddagen, og åbner så neglesalonen, der som regel har åbent til klokken 18 eller efter aftale, hvorefter Ida skal hjem og se sin kæreste lidt. Og det er hårdt. Måske også lidt for hårdt, viste det sig. For lidt over en måned siden vågnede Ida til sin vagt hos DAO og kunne pludselig ikke se noget.

- Jeg var svimmel, og mit syn var sløret. Jeg kunne slet ikke se stregerne på vejen, og så måtte jeg melde mig syg. Det varede nogle dage, og jeg tror måske, det var min krop, der forsøgte at sige fra, lyder det fra Ida, der i lange tider har arbejdet mere end 50 timer om ugen for DAO foruden negleforretningen.

Ida Vinstrup har det godt igen efter den pludselige sygdom, og har planer om at have mindre travlt i 2022. - Jeg skal jo passe på mig selv, så jeg kan udrette det, jeg gerne vil, siger hun. Arkivfoto: Morten Stricker

Derfor skal der ske nogle ændringer i det nye år, har hun besluttet sig for.

- Min kæreste har haft fat i mig. Nu skal jeg lære at holde fri, når jeg har fri. Måske det bliver noget med, at jeg i hver anden uge har en dag mere fri (lige nu har hun som regel kun fri om søndagen, red.), men nu må vi se.

Jobbet hos DAO har hun tænkt sig at beholde lige foreløbigt, også selvom hun dermed er klar over, at hun kører sig selv hårdt.

Min kæreste har haft fat i mig. Nu skal jeg lære at holde fri, når jeg har fri.

Ida Vinstrup

- Jeg er nok lidt en pivskid på det område. Der er stadig corona, og det ville være forfærdeligt, hvis jeg blev nødt til at lukke forretningen på grund af en nedlukning, så jeg ikke kunne tjene penge. På denne måde kan jeg stadig tjene penge og vide, at jeg ikke er afhængig af min kæreste. Men på længere sigt måske, siger hun.

Annonce

Klar til generalforsamlingen

I Struer Borgerforening var der en smule krisestemning, da ugeavisen kiggede forbi i sensommeren. Foreningen var gennem årene gået fra at være den store spiller på banen, når der skulle arrangeres kulturelle begivenheder og have mange medlemmer, til nu at være så få, at den var lige ved at lukke ved den seneste generalforsamling.

- Jeg blev formand i efteråret 2020. Ellers ville foreningen lukke ned, og det, synes jeg, ville være synd. Så nu giver vi det et skud, sagde Martin Rasmussen, formand for Struer Borgerforening, da ugeavisen interviewede ham dengang.

Foreningen ville blandt andet arrangere virksomhedsbesøg hos nogle af byens kendte og store virksomheder, holde sociale arrangementer som julefrokost og generelt prøve at gøre struerboerne klogere på deres egen by.

Håbet var 50 nye familiemedlemskaber og mindst to nye medlemmer til bestyrelsen, når der er generalforsamling igen til marts. Ellers kunne foreningen se sig nødsaget til at lukke. Men lykkedes det så?

- Vi har fået flere medlemmer, men vi vil gerne have endnu flere. Jeg tror ikke, det har været så attraktivt at melde sig ind på grund af corona, lyder det i dag fra Martin Rasmussen.

Han ser dog positivt på udsigterne.

- Vi har hørt positive takter fra flere medlemmer om, at de gerne vil træde ind i bestyrelsen, så vi håber, at vi klarer skærene til marts. Og så er folk blevet mere opmærksomme på, at vi er her, så den del er lykkedes. Vi har fået lidt mere tro på projektet, konkluderer han.

- Nu skal vi bare lige igennem corona. Det er hårdt ved mange foreninger, tilføjer Martin Rasmussen.

Struer Borgerforening har blandt andet planlagt et besøg hos SoundHub i foråret og planlægger endnu et virksomhedsbesøg i efteråret. Og det er netop virksomhedsbesøgene, som skal være foreningens kendetegn.

- Der var mange, der syntes, det var spændende, da vi kom ud på gymnasiet. De troede, at det var et ganske almindeligt gymnasium og fandt så ud af, at det reelt er et stort campus med mange uddannelser og en kostskole. Så vi skal holde arrangementer, som oplyser borgerne om, hvad der sker i Struer, så borgerne kan blive klogere på deres egen by, slutter Martin Rasmussen.

Annonce

Plads til flere grøntsager

For otte år siden åbnede rumænskfødte Simina Nielsen, bedre kendt som bare Simmi, sin lille forretning ved navn "Simmi - Den grønne mark". Her dyrker hun blandt andet blå, lilla og røde kartofler, som restauranter som Tambohus Kro og Badehotel og Agger Darling i Thy, samt til masser af private, der godt kan lide, at deres grøntsager er helt uden brug af sprøjtemidler.

Men jo mere succesfuld hun blev, og jo flere kunder hun fik, jo mere pres blev der på den jord, Simmi nu engang havde til rådighed. Derfor startede hun et crowdfunding-projekt hos det nyåbnede Struer Crowdfunding, og det var i den forbindelse, hun talte med ugeavisen tilbage i september.

Der bliver nok at se til for Simina Nielsen, når hendes nye drivhus bliver bygget, og hun kan udvide forretningen. Arkivfoto: Morten Stricker

Hvis hun formåede at få indsamlet 80.000 kroner gennem crowdfunding, kunne hun nemlig købe og bygge et drivhus, der ville give hende mulighed for at udvide forretningen og dyrke flere forskellige slags grøntsager.

Og hvordan gik det så?

- Min crowdfunding er lukket, for jeg har fået pengene, lyder det fra en glad Simmi.

Alle de 80.000 blev indsamlet fra i alt 41 forskellige bidrag. Og faktisk lidt mere, for der kom i alt 86.500 kroner ind til projektet.

- Der er rigtig mange, der har støttet mig, og det er jeg meget, meget glad for. Nu har jeg haft møde med blandt andre revisoren og søgt om tilladelse til at lave byggeriet, så jeg håber, jeg hurtigt kan komme i gang, siger hun.

Så Simmi er altså mere end klar til næste skridt i virksomheden. I det kommende drivhus vil hun blandt andet dyrke tomater, auberginer og chili.

- Og hvad kunderne ellers ønsker sig, der er jo mange muligheder, lyder det fra iværksætteren.

Annonce
Ugeavisen Struer

Hanne og Bent er imponerede over den opbakning, de har fået

Annonce
Holstebro Onsdag

Tag cyklen med i bussen

Annonce
Ugeavisen Struer

Bliver du også misundelig?

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Jens havde en hård start med elbil - men han fortryder ikke

Ugeavisen Struer

I Struer mangler byrådet noget helt essentielt: - Det er meget ærgerligt

Ugeavisen Struer

Skal Anders And & Co drage på eventyr i lokalområdet?

Ugeavisen Struer

Hvornår må vi komme på arbejde igen?

Ugeavisen Struer

Er der et godt, nyt år i vente?

Ugeavisen Struer

- Jeg gider ikke blive sat i bås - kun som 'hende SF'eren'

Annonce