Svendborg: - Nu er den søsat.
Udbryder en tilfreds og noget stolt Thorkild Henrik Møller, 83 år og bosat i Svendborg, da han med noget besvær rejser sig fra stolen i Black Forrest Tattoo i Odense og næsten saligt betragter sin nye tatovering.
At Thorkild Henrik Møller, sin høje alder til trods, befinder sig hos en tatovør i Nørregade 13 i centrum af Odense, og at Ugeavisen Svendborg følger med fra sidelinjen kræver en forklaring - den kommer her:
For en lille måneds tid siden troppede den gode Thorkild på sin handicapscooter og med glemt høreapparat resolut op på Ugeavisen Svendborgs redaktion, som netop havde lanceret serien "Under Huden" med og om tatoveringer.
- De er sgu ikke for kønne de tatoveringer i avisen, klagede han.
- Jeg har aldrig selv fået lavet en tatovering, men hvis Ugeavisen Svendborg kan hjælpe mig med at finde en bestemt og meget smuk tatovering, så lover jeg, at jeg får den lavet, sagde Thorkild Henrik Møller.
Den udfordring tog vi selvfølgelig op på redaktionen.
Det viste sig, at Thorkild Henrik Møller i efteråret 2017 havde spottet en tatovering på armen af en sygeplejerske i forbindelse med en behandling på Svendborg Sygehus.
Motivet var en smakkejolle!!
- Jeg roste hende og tatoveringen, og hun fortalte mig, at der var tale om en Aalborg Jolle, husker Thorkild Henrik Møller.
- Tatoveringen var sød, ikke for stor og så godt lavet, at jeg meget gerne vil have fat i den tatovør, der er mester for den, sagde Thorkild Henrik Møller.
Han begrunder valget af netop det motiv med gode minder fra sin ungdom sidst i 1940'erne og 50'erne, hvor han hver sommer selv sejlede rundt i netop en smakkejolle på Svendborgsund, og af den grund fandt sygeplejerskens tatovering fascinerende.
Ugeavisen Svendborg lavede derfor en efterlysning på vores side på Facebook. Den blev opsnappet af en række lokale sygeplejersker, som hurtigt kunne lede os til smakkejollen.
Barberet arm
Det viser sig, at tatoveringen sidder på armen af Ditte Friis Clausen, 29 år, og sygeplejerske på akutmodtagelsen (FAM) på sygehuset i Svendborg.
- Det er helt vildt sjovt det her - og helt fantastisk, at Thorkild kan huske tatoveringen. Det overrasker mig, men det er da både sødt og charmerende, så selvfølgelig vil jeg gerne møde ham, sagde hun.
Derfor inviterede Ugeavisen Svendborg den gode Thorkild Henrik Møller med til Odense, så han kunne få et gensyn med tatoveringen og igen møde Ditte Friis Clausen, som for tiden er på barsel med sin nu syv måneder gamle søn Alfred.
Ditte Friis Clausen fortalte, at smakkejollen er hendes hidtil eneste tatovering, og at hun fik den lavet, fordi også hun har mange gode minder med denne jolletype.
Hun, der er født og opvokset i Jylland, kommer ikke fra en sejlerfamilie, men er og har været inkarneret spejder. På et tidspunkt melder hun sig til en lejr for søspejdere på Thurø ved Svendborg, og her lærer hun at sejle i en smakkejolle, som er de både, Thurøbund Spejdercenter bruger i undervisningen.
- Jeg blev ret vild med hele miljøet omkring Thurøbund Spejdercenter, og de seneste 10 år har jeg været tilknyttet centret som medarbejder. Hver sommer tager jeg også ud med mine venner på en længere sejltur i Det Sydfynske Øhav, og det forgår selvfølgelig i smakkejoller. Vi har faktisk været op til 50 joller på tur sammen, fortalte Ditte Friis Clausen.
Fra artiklenJeg skal have hendes adresse, så jeg kan sende Ditte et julekort - og et foto af min smakkejolle, altså den rigtige, hvisker Thorkild, mens han igen ser ned på den tatovering, der nu fremkalder minder om dejlige somre på Svendborgsund for 70 år siden.
Ditte Friis Clausen kunne sidst i samtalen afsløre navnet på tatovøren: Patrick Rosenfeldt fra Black Forrest Tattoo i Odense.
På vegne af Thorkild Henrik Møller bestilte Ugeavisen Svendborg en tid hos tatovøren, og i dag oprandt så dagen, og Thorkild var klar: Han havde på forhånd barberet den arm, hvor tatoveringen skal sidde.
- Det har jeg læst, at man helst skal gøre, siger han.
Aldersrekord
Patrick Rosenfeldt, som har været tatovør i 10 år, og som driver Black Forrest Tattoo sammen med sin forlovede, kunne ikke huske smakkejollen.
- Jeg har jo lavet i tusindvis af små og store tatoveringer og kan bestemt ikke huske dem alle.
- Jeg synes dog det er skønt, når der bliver lagt mærke til en tatovering, jeg har lavet, og selvom jeg stort set aldrig laver kopier, men kun unikke tatoveringer, så gør jeg meget, meget gerne en undtagelse for Thorkild. Vi sætter i øvrigt rekord her i Black Forrest Tattoo i dag, for Thorkild er med sine 83 år den absolut ældste kunde, vi nogensinde har haft, siger Patrick Rosenfeldt, hvorefter han går i gang med nål og blæk.
Thorkild ligger helt stille og meget koncentreret, måske lidt sammenbidt, på briksen og siger ikke et ord. Han nikker blot, når Patrick Rosenfeldt spørger, om han er o.k.
Minder om dejlige somre
Efter blot 20 minutter har Patrick Rosenfeldt søsat tatoveringen.
- Det gjorde slet ikke ondt, det føltes som rigtig mange myggestik, så det var ingenting, siger Thorkild Henrik Møller, der virker både lettet, stolt og glad for, at tatoveringen sidder som den skal.
Hans ansigt lyser ekstra op, da han ser, at Ditte Friis Clausen træder ind ad døren. Ugeavisen Svendborg har ladet en fugl synge om, at Thorkild er at finde i Black Forrest Tattoo - og Ditte var med på at overraske ham, så de to smakkejoller kunne foreviges sammen.
- Jeg skal have hendes adresse, så jeg kan sende Ditte et julekort - og et foto af min smakkejolle, altså den rigtige, hvisker Thorkild, mens han igen ser ned på den tatovering, der nu fremkalder minder om dejlige somre på Svendborgsund for 70 år siden.