Svendborg. Tidligere på sommeren modtog billedkunstner og forfatter Nanna Grønbech Petersen midler fra kultur- og fritidsforvaltningen i Svendborg til at skabe en række kunstevents ud fra temaet "puls, væsner og natur" i det gamle smukke Tinghus i Tinghusgade.
De seks kunstnere, der medvirker i kulturprojektet, har i samme forbindelse skabt en antologi, hvor de hver især forholder sig til de tre nøgleord: puls, væsner og natur.
- Litteratur kan noget særligt, fordi du som læser risikerer at blive bevæget, forført, oplyst, underholdt eller provokeret. Kort sagt: du får verden serveret med andre øjne end dine egne, og det er vel kun sundt at få nye vinkler på livet. Det er blandt andet dét, vi vil med denne lille bog, fortæller Nanna Grønbech Petersen i en pressemeddelelse.
Kunstnerne, der medvirker i projektet, er - udover Nanna Grønbech Petersen selv - jazzmusiker Søren Lund samt forfatterne Mikaels Josephsen, Bentina Birkjær, Jannie Schjødt Kold og Vagn Remme.
Nanna Grønbech Petersen har selv stået for forsidemaleriet til antologien. Maleriet, der måler 100x80 centimeter, kan ses udstillet i Tinghuset.
To arrangmenter mere
Det første arrangement har allerede fundet sted i Tinghuset. Her kunne man møde Mikael Josephsen, der læste sit digt "Menneske", som også indgår i boghæftet. Musikeren Søren Lund understøttede oplæsningen med jazztoner.
Nanna Grønbech PetersenLitteratur kan noget særligt, fordi du som læser risikerer at blive bevæget, forført, oplyst, underholdt eller provokeret. Kort sagt: du får verden serveret med andre øjne end dine egne, og det er vel kun sundt at få nye vinkler på livet.
Der er to yderligere arrangementer på vej. Således kan publikum fredag den 14. august kl. 16 i Tinghuset opleve forfatter Vagn Remme samt journalist og forfatter Jannie Schjødt Kold læse tankevækkende tekster op fra den nye antologi. Søren Lund vil igen understøtte oplæsningerne med behagelige jazztoner.
Fredag den 28. kl. 16 foregår sidste arrangement i eventrækken. Her vil Nanna Grønbech Petersen læse op sammen med Betina Birkjær, der både er forfatter og kunstnerisk leder af Luna Park Scenekunst.