Annonce
Ugeavisen Varde

Bedemand Inge Breum: Jeg har verdens bedste job

- Folk er så taknemlige for at få hjælp til at håndtere døden. For mig er døden en naturlig del af livet, men jeg oplever, at der stadig er et stort tabu, og den barriere vil jeg gerne medvirke til at nedbryde, siger bedemanden, der her er klar til at køre på arbejde. Foto: Malene Wonsbek

Inge Breum er bedemand hos Puggaard Begravelse i Varde. "Vi bør bryde med dødens tabu", lyder hendes appel.

Annonce

Varde: Døden er en del af livet. Den er uundgåelig. Inge Breum er bedemand. Hun arbejder med døden og personer i sorg hver eneste dag. Et job som hendes bliver ofte mødt med skepsis og fordomme fra de mange, der endnu aldrig har haft besøg af en bedemand.

- Er du bedemand??? Du er jo kvinde, og du smiler. En bedemand ser alvorlig ud, virker lidt skummel og går i sort tøj. Jeg møder mange fordomme, når folk, jeg ikke kender, spørger, hvad jeg laver, forklarer Inge Breum med et smil.

Og Inge smiler meget. Varmt, forstående og tillidsfuldt. Hun glæder sig over at kunne hjælpe pårørende i sorg og krise med at formidle den sidste rejse for den person, de har mistet.

At være bedemand er et job ikke et kald. Det er en forretning, hvor vi tjener vores løn ved at tilbyde forskellige ydelser i forbindelse med begravelser og bisættelser.

Inge Breum, bedemand Puggaard Begravelse

Hvorfor hedder det en bedemand?

- Tilbage i tiden, hvor der hverken var aviser eller telefoner, havde landsbyerne en bydemand. En person der gik rundt til de forskellige husstande for at indbyde til barnedåb, bryllupper og begravelser. På et tidspunkt blev bydemand til bedemand, fordi han beder folk om at møde op til en begivenhed. Nogen tror, at bedemanden har fået sit navn, fordi han beder mange bønner, men sådan forholder det sig ikke. Det at være bedemand har ikke nogen religiøs betydning, oplyser Inge Breum.

- I bunden af kisten er der træuld, så den afdøde ligger blødt og godt. Typisk vil kisten blive redt op med sengetøj. Det kan være noget, de køber hos os, eller noget de pårørende selv medbringer. Måske bliver jeg bedt om at ordne kisten og klæde den afdøde i tøjet. Måske hjælper de pårørende. Ønskerne er meget forskellige, siger Inge Breum og viser en håndfuld bløde træspåner. Foto: Malene Wonsbek
Annonce

Verdens bedste job

- Min vigtigste opgave er at lytte og skabe overblik. Døden er desværre stadig et stort tabu. Det er mit håb, at vi bliver bedre til at tale om døden, siger Inge Breum, der i 2010 uddannede sig til bedemand og blev medejer af Puggaard Begravelse i Varde.

Som demenskonsulent ved Esbjerg Kommune har hun i det meste af sit arbejdsliv beskæftiget sig med folk i krise. Skiftet til bedemand opstod ved lidt af en tilfældighed.

- Da mine svigerforældre døde, var jeg for første gang i kontakt med en bedemand. Det er efterhånden mange år siden, men jeg tænkte, at det var et fantastisk job, fordi man hjælper, guider og rådgiver folk i en situation, hvor de fleste er helt på udebane og virkelig har brug for hjælp. Det nærvær, den gensidige tillid og relation, man opbygger til de pårørende, er så intens. Derfor tør jeg godt sige, at jeg har verdens bedste job, selvom jeg beskæftiger mig med døden, forklarer Inge Breum, der i sin fritid fulgte en bedemand på job i et år, inden hun kvittede sin faste stilling.

Urne i haven?

- Hvis man ønsker at nedgrave en urne i haven, så skal matriklen være på minimum 5000 kvadratmeter, og det sted, hvor man nedsætter urnen, skal tinglyses som gravsted. Ifølge dansk lovgivning må man ikke have en urne til at stå permanent i huset, oplyser bedemand Inge Breum og tilføjer:- En urne må ikke drysses i naturen, i søer eller vandløb. Asken fra afdøde må kun kastes i rørt hav, og det er der helt særlige regler for.

Hos Puggaard Begravelse har de to rustvogne. De er specialdesignede til formålet med en kisteslæde og gardiner. ? Køreturen i rustvognen er også til ære for den afdøde. Måske ønsker de pårørende, at vi skal køre en omvej forbi afdødes hjem eller et andet sted der har haft betydning. Det gør vi gerne, siger Inge Breum. Foto: Malene Wonsbek
Annonce

Børn skal vide besked

Inge Breum og hendes to kollegaer er ofte på besøg i forskellige skoleklasser. De vil gerne være med til at skabe større åbenhed omkring døden.

- Børn er meget spørgelystne, og jeg svarer på alle spørgsmål. De får lov til at se en kiste og rede den op med fint sengetøj. Børnene undrer sig, når jeg viser, at der er træuld i bunden af kisten og forklarer, at det er en gammel tradition. Før i tiden var det typisk byens tømrer eller snedker, der lavede kisterne. Når de var færdige med arbejdet, lagde de høvlspåner i bunden, så den afdøde lå blødt og godt. Den tradition har vi ført videre, fortæller den 58-årige bedemand, imens hun åbner en kiste og viser en håndfuld af de bløde, krøllede spåner.

Og hun siger tingene, som de er.

- Jeg oplever, at mange forældre forsøger at skåne deres børn ved at sige "bedstefar sover". Men de levende sover. De døde vågner ikke igen. Børn uanset alder kan godt håndtere at få ren besked. Hvis jeg bliver spurgt, så rådgiver jeg pårørende til at have børn med i hele processen i forbindelse med begravelsen. Døden er lettere at forholde sig til, når man ved, hvad der sker. Ellers kan børn få billeder, der er skræmmende og helt urealistiske, forklarer Inge Breum, der opfordrer til, at man forholder sig til døden, mens man er i live.

Hvorfor hedder det en rustvogn?

- Rustvognen er det køretøj, der bruges til at transportere den afdøde. Navnet stammer fra gammel tid, hvor man brugte en vogn til at transportere rustninger og våben ud til de kæmpende på slagmarken, når der var krig. Samme vogn tog de døde soldater med tilbage. Deraf navnet, fortæller Inge Breum.

- Flere og flere vælger at blive bisat, altså brændt. De pårørende kan få asken udleveret i mange forskellige slags urner. Snoren anvendes, når urnen skal sænkes ned i jorden, forklarer Inge Breum. Foto: Malene Wonsbek
Annonce

Vil selv bisættes

- Min personlige holdning er at lade de levende begrave de døde. Når jeg dør, vil jeg gerne have, at det er min familie, der tager stilling til, hvordan de synes, deres afsked med mig skal være. Jeg har dog sagt, at jeg vil bisættes, altså brændes og ikke kistebegraves. Indtil videre vil jeg gerne have min urne på Østerlund Skovkirkegård, for der er så smukt. Der går jeg tit en tur, fortæller Inge Breum.

Hendes personlige holdninger er en privatsag. Når hun er på arbejde, ser hun det som sin vigtigste opgave at hjælpe de pårørende med at opfylde deres ønsker og behov, så den afdøde sendes ud på den sidste rejse med en smuk ceremoni.

Lokale tal

I 2017 var der 517 dødsfald i Varde Kommune. (Kilde: Danmarks Statistik)- Der er en tendens til, at der bliver flere og flere bisættelser. Hos os blev 57 procent bisat og 43 procent begravet, sådan var fordelingen i 2017, oplyser Inge Breum.

Foto: Malene Wonsbek

Hvad gør man ved dødsfald?

Hvis en person dør ved ulykke eller helt uventet, ringer pårørende typisk 112. Det sætter gang i et helt særligt beredskab. Afdøde transporteres til sygehuset, hvor der foretages et retslægeligt ligsyn af embedslægen og politiet. Ved forventeligt dødsfald vil det være vagtlægen eller egen læge, der foretager ligsyn.Bedemanden kan være behjælpelig med alt i forbindelse med begravelsen. De kan ordne annoncer og bestille blomster, klæde den døde i tøjet, tage sig af administrative opgaver - alt efter ønsker. Priser og ydelserne er meget forskellige. Læs mere på danske bedemænds hjemmeside www.bedemand.dk

Ud over bedemanden vil der ved en begravelse typisk være udgifter til kirkegården, gravsten, annoncer, blomster, mindesamvær og andet.

I Varde Kommune er der fem bedemandsforretninger.

Foto: Malene Wonsbek

Puggaard Begravelse

Hos Puggaard Begravelse er de tre bedemænd - Inge Breum, Evald Nielsen og Hans Peter Nielsen. De ejer hver en tredjedel af forretningen. Firmaet har valgt at tage et fast honorar for deres ydelse. Yderligere information på www.puggaardbegravelse.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Seje piger og seje drenge!

Annonce