Annonce
Viborg Nyt

Klumme: Positive vinde blæser gennem gågadens østlige del

Viborg: Det har ind imellem været bidende koldt at gå gennem Viborgs gågader på det seneste, når den kolde aprilvind har smyget sig mellem bygningerne.

Men mens temperaturen har været i bund i de seneste dage, så har det lunet i hjertet at se den udvikling, som Viborgs gågade ned mod domkirken og Nytorv har været igennem på det seneste.

Dette område har været det måske meste udsatte for butikslukning de seneste par år, men som man har set det før, kan områder igen blomstre i en positiv spiral. Når en butik åbner, er der større chance for, at det tomme lejelokale ved siden af også finder en ny ejermand.

Annonce

Hvor Garbitch lukkede, er EDC rykket ind. Klippestudiets ekstra afdeling har overtaget Saxens tomme lokaler (se side 4). Paws Zone er åbnet, hvor New Shoes & Wear lå.

Blandt andre nye butikker, der er åbnet det sidste års tid, kan også nævnes Holms Vinotek og Do Donuts. Og nu er Heavenly Lash og Sjölin på vej til at åbne i det tidligere Mathias Mens Wear.

Som man kan læse på side 14-15 i ugens Viborg Nyt, er det byrådsmedlem Nikolai Norup, der står bag åbningen af en Sjölin-afdeling i Viborg. Konservative Norup har tidligere været blandt de mest markante fortalere for at styrke midtbyen, og her kan man konstatere, at der er handling bag ordene. Jo flere butikker, jo større incitament er der for handlende til at søge mod midtbyen, og der er efterhånden kommet flere og flere gode grunde til at gå hele gågaden rundt i stedet for at "dreje af ved Hjultorvet", som nogle butiksejere konstaterer sker for en del strøgvandrere.

Og er man i det område, kan man jo nyde, at denne del af gågaden er blandt Viborgs absolut smukkeste områder med Nytorv, domkirken og Latinerhaven blandt andre historiske bygninger og haver.

En udendørs fadøl?

I denne ende af gågaden finder vi også restaurant Latinerly, som gør klar til genåbning. Men spørgsmålet er hvornår?

For selvom restauranterne må åbne for udendørs servering den 21. april, er det ikke sikkert, at de gør det. Siger man ja til at åbne, siger man også nej til kompensationspakker. Og en hårdt trængt restaurationsbranche har ikke råd til at gamble med økonomien, hvis det bedre kan betale sig at holde lukket end åbent - desværre. Det fortæller indehaver af Latinerly, Nils Holm, om på side 24-25.

Det er et af de paradokser, som er opstået i kølvandet på corona-reguleringerne, og som meget muligt står i vejen for, at man kan nyde en kold øl i aprilsolen, men må vente på den indendørs åbning af restauranterne, som lige nu er sat til den 6. maj.

Derimod er det sikkert, at Sct. Mathias Centret åbner tirsdag (denne avis går i trykken mandag eftermiddag). I morgen (altså tirsdag) skal jeg forbi og tale med flere af de butiksdrivende, som efter fire en halv måneds nedlukning nu igen må sælge deres varer ved kundernes fysiske fremmøde. Og det kan de kun gøre, hvis der er kunder klar.

Så kom ned og støt dit lokale handelscenter. Jeg fik selv et par bukser i julegave fra Wagner, som jeg har fået af min kone - men endnu har til gode at købe.


Jo flere butikker, jo større incitament er der for handlende til at søge mod midtbyen, og der er efterhånden kommet flere og flere gode grunde til at gå hele gågaden rundt i stedet for at "dreje af ved Hjultorvet".

Thomas Mark, redaktør Viborg Nyt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg Nyt

Ny erhvervsrådgiver i EDC Erhverv

Viborg Nyt

Sejlcenter havde standerhejsning

Annonce