Julemåneden er god at sælge boligen i
Traditionelt anser de fleste december for at være en måned med fokus på alt andet end boligsalg. En ny opgørelse over de seneste ti års bolighandler hos EDC viser imidlertid, at december kan være en rigtig god måned at sætte boligen til salg. Forholdet mellem antal solgte boliger og antal nye boliger på markedet er nemlig mest skævt i december, da 6,2 pct. af årets salg ligger i december, mens kun 4,7 pct. af boligerne sættes til salg i julemåneden. Der er altså flere interesserede købere på markedet end der er nye boliger til salg, og dermed større opmærksomhed om nye boliger netop i julemåneden. Det forklarer Louise Bæch Kristensen og Jan Rind Andersen fra EDC Poul Erik Bech i Viborg.