Kolding: Balance, koordination, udholdenhed og kondition. Det er blot nogle af de ting, som borgere i Vonsild snart kan træne på en nye handicapvenlig aktivitetsbane, efter Vonsild Fodboldklub har modtaget en donation på 200.000 kroner fra Salling Fondene via Bilka Kolding.
Den nye aktivitetsbane ved Vonsild Skole, har været på tegnebrættet i over halvandet år, og kan nu endelig blive en realitet.
- Det er fantastisk, at det endelig lykkedes at få en aktivitetsbane i Vonsild. Det betyder meget for os, at vi får en aktivitetsbane, som alle i Vonsild kan bruge. Det giver børn og unge mulighed for at kunne bevæge sig mere på en sjov måde. Samtidig skal aktivitetsbanen fungere som et socialt samlingspunkt for fodboldklubben og resten af byens borgere, hvor du kan møde nye mennesker og samtidig få motion. Vi er utrolig taknemmelige og glade for støtten fra Salling Fondene og Bilka Koldings indstilling af projektet, siger Frank Olesen, der er projektleder for Vonsild Fodboldklub, der står bag projektet.
Også eleverne på Vonsild Skole får glæde af aktivitetsbanen, der efter planen skal stå færdig efter sommerferien. Eleverne vil både kunne bruge de forskellige træningsredskaber, aktiviteter og spille fodbold på den lille ottekantede streetfodboldbane.
Vonsild Fodboldklub har i flere år arbejdet for at finde penge til at etablere en aktivitetsbane og kunstgræsbane ved Vonsild Skole. Tidligere i år fik Vonsild Fodboldklub også en bevilling fra Kolding Kommune. Donationen fra Salling Fondene skal gå til etablering og materialer til aktivitetsbanen.