Annonce
Randers Onsdag

Nu gælder det: Øster Bjerregrav kæmper for at få butikken tilbage

Indtil juli havde Øster Bjerregrav Dagli´Brugsen. Men Coop lukkede butikken, og nu kæmper de lokale for at få en Min Købmand-forretning ind i de samme lokaler midt i byen. Arkivfoto: Annelene Petersen
I sommer lukkede Coop Dagli´Brugsen i Øster Bjerregrav. Siden har en gruppe borgere kæmpet for at få nyt liv i butikken. Og indtil videre har de lokale bakket op. I næste uge holdes endnu et møde.
Annonce

Øster Bjerregrav: Det kom som et chok, da Coop i sommer med kort varsel meddelte, at man lukkede Dagli`Brugsen i Øster Bjerregrav. Det skete efter en turbulent periode, hvor en ny uddeler forlod butikken efter få måneder. Samtidig havde butikken svigtende omsætning over længere tid.

Men kort tid efter, at borgerne i Øster Bjerregrav havde fået beskeden, gik man i gang med at afsøge mulighederne for at få en ny købmand til byen.

Planen er, at der skal samles 1,5 millioner kroner ind. Og så skal den helt rette person findes til at stå bag disken i en Min Købmand-butik, fortæller Svend Aage Nielsen. Han var tidligere formand for Dagli`Brugsen, og er nu gået aktivt ind i kampen for at få en ny dagligvarebutik til byen.

Dagrofa er klar til at samarbejde omkring etableringen af en købmandsbutik i byen.

Annonce

Den rette person

- Der er indtil nu samlet mere end 800.000 kroner ind. Coop ejer bygningerne, som vi forventer at købe for 400.000 kroner. Derefter skal der laves gulve og lys, og der skal males, og så skal der sættes nye kølemontrer og frysere ind. Butikken er ikke blevet opdateret i 10-15 år, og det indhenter os nu, siger Svend Aage Nielsen.

Min Købmand til Bjerregrav

Bjerregrav Invest Aps er en investeringsforening, der er dannet med det formål at skaffe penge, så lokalerne på Frederiksbergvej 1 i Øster Bjerregrav kan købes og renoveres og derefter lejes ud til en købmand på favorable vilkår.

Ideen bag Bjerregrav Invest ApS er, at skabe et drifts- og investeringsselskab, som er ejet af borgerne i Bjerregrav og omegn.

Lige nu kan man tegne anparter på 1500 kroner for at støtte formålet.

Indtil nu har 141 husstande i byen meldt sig som anpartshavere. Dertil kommer foreninger og virksomheder.

Derfor skal der samles penge ind, så butikken kan få en stor make-over og stå ny-renoveret og klar til en ny købmand.

- Vi skal have fat i den rette person. Det er guld værd at få fat i den helt rigtige, understreger Svend Aage Nielsen.

Han har talt med flere om jobbet som købmand, der snart bliver slået op.

- Hvis alt går, som det skal, håber vi på at kunne åbne butikken igen inden jul, ellers i løbet af januar, siger Svend Aage Nielsen.

Annonce

Opbakning er afgørende

Det afgørende er, at borgerne i området nu bakker op omkring indsamlingen af penge, så butikken kan købes og renoveres.

På torsdag 17. september er der borgermøde i Bjerregravhallen omkring opstart af købmandsbutikken. Det holdes i samarbejde med beboerforeningen.

Mange andre landsbyer har kæmpet mod butiksdøden, når det lokale brugsforretninger giver op. For eksempel Asferg og Gassum nord for Randers.

Begge steder er der nu Min Købmand-forretninger, og begge steder hedder købmanden Claus Fisker.

Annonce

Åbnede i februar i år

- I Asferg kører det bare, mens Gassum har lidt svært ved at komme i gang. Men det går den rigtige vej, siger Claus Fisker.

Han åbnede butik i Asferg i 2018, efter at brugsforretningen var lukket, og en Spar-købmand efterfølgende havde drejet nøglen.

I Gassum åbnede Min Købmand-butikken i februar i år.

- I Asferg bakker borgerne 100 procent op om butikken, fortæller købmanden, der også understreger, at det handler om, at den lokale dagligvarebutik sørger for at være interessant for kunderne.

- I Asferg har vi blandt andet lavet vinsmagninger, og det er med til, at folk får en loyalitet i forhold til butikken. Det er vi ikke kommet i gang med i Gassum på grund af corona, fortæller han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Langå Skole fejrede sit jubilæum

Annonce