Kan man sparke dæk på en skraldespand?
Når Arena Randers i weekenden den 14. og 15. februar slår dørene op til messen »Bedre Bolig og Livsstil«, bliver det med mulighed for at sparke dæk på fremtidens affaldsløsninger. Affaldskontoret fra Randers Kommune deltager med en stand, der bl.a. viser standard skraldespandene fra 2016, når indsamlingen af organisk affald starter. Alle der kigger forbi får mulighed for en snak om, hvad der må puttes i de forskellige beholdere, og hvorfor det er en god idé. Skulle snakken give behov for en ekstra beholder, kan den bestilles på stedet. Der er selvfølgelig også mulighed for at få svar på alle sine spørgsmål om sortering, affald og genbrug eller at deltage i konkurrencen »Find 5 fejl i emballagebeholderen«.