Gl. Estrup: Dansk Landbrugsmuseum åbner 7. februar en udstilling om dansk madkultur - om tilberedningen, serveringen, køkkenet, køkkensager, husmødre, opskrifter, reklamer m.m. fra 1950 til i dag - og med et bud på fremtidens køkken.
Informationer til pressen:
Journalister inviteres til åbning af udstillingen den 7. februar – med følgende program:
Karolinepigetræf: klokken 10.00 – 13.00
I forbindelse med tilrettelæggelsen af udstillingen har Dansk Landbrugsmuseum været i kontakt med tidligere Karolinepiger fra hele landet – ja sågar Karolinepiger fra bl.a. Tyskland, Sverige, England, Australien, Japan og USA. Mange kunne fortælle spændende historier, om det som ung at rejse ud, at repræsentere Danmark og danske fødevareprodukter, om at omgås de regelsæt som Karolinepigerne var underlagt og ikke mindst udlandets syn på Danmark og dansk madkultur. Mange af de Karolinepiger som museet har været i kontakt med, ønskede at gense tidligere kollegaer – og derfor kom et Karolinepigetræf på tale i forbindelse med udstillingsåbningen. Dansk Landbrugsmuseum har efterlyst Karolinepiger i hele verden og tilslutningen til træffet er blevet meget stort! Dagen vil være præget af gensynsglæde og historier fra dengang, krydret med personlige effekter, som Karolinepigerne medbringer fra egne gemmer!
Officiel åbning af udstillingen: klokken 14.00
Udstillingen åbnes af forfatteren og tv-manden Søren Ryge Petersen. Han vil give eksempler på personlige måltidshistorier.
VIGTIGT: Journalister er meget velkommen til at deltage i dagen program. Det er vigtigt, at man forinden kontakter Bettina Buhl, således at museet kan bidrage til, at pressen får nogle gode personlige historier fra Karolinepigetræffet.
Fototekster: Danske Mejeriers Fællesorganisation ansatte i 1962 to husholdningslærerinder. De fik til huse i et moderne og veludstyret forsøgskøkken i Sonnesgade i Århus. Karolines Køkken var født. Udbyttet af arbejdet i Karolines Køkken blev i første omgang en række opskrifter, der blev delt ud til danskerne i form af løsblade, der kunne sættes i samlemapper. Opskrifterne blev siden samlet i kogebogen ?Det Bedste fra Karolines Køkken?, der udkom i 1972. Bogen var oprindeligt tænkt som en engangsforeteelse, men udviklede sig siden til et projekt, der kom til at tegne danskerne spisevaner i tre årtier.