Annonce
Sydhavnen

Kraftig strøm og uforudsigelige forhold: Nye tiltag skal gøre Slusen mere sikker

En båd kæntrede ved Stigboderne forrige sommer. Foto: By & Havn
Vandstand, vind og stærk strøm, der skifter flere gange i løbet af dagen, er en udfordring for småbåde og kajakker ved Slusen i Sydhavnen. Nu skal et lyssignal med rødt advarselsblink og en superlokal vejrudsigt hjælpe til en mere sikker tur på vandet.

En robåd kæntrede ved Stigbordene forrige sommer, fordi besætningen havde fejllæst forholdene og undervurderet dagens meget kraftige strømforhold i havnen. Hovedstadens Beredskab blev tilkaldt, og der blev igangsat en redningsaktion.

Heldigvis slap roerne med forskrækkelsen, men båden led stor skade. Situationen er et eksempel på, hvordan man skal være særligt opmærksom på de drilske strømforhold ved stigbordene, og det er den slags situationer, som forhåbentligt kan undgås med det nye sikkerhedstiltag.

Fremover vil en digital og superlokal vejrudsigt nemlig gøre det muligt at aflæse vind, strømstyrke, strømretning, vandtemperatur og vandstand på begge sider af Stigbordene hjemmefra, så man kan planlægge sin tur med højde for dagens vejrforhold, inden man sætter kursen mod Stigbordene.

På vandet kan man desuden holde øje med et rødt advarselsblink over Stigbordene, som lyser når strømhastigheden er over 3 knob.

Både advarselsblink og vejrstation er sat op. Man kan følge prognoserne fra den lokale vejrstation på www.Byoghavn.dk/vejrstation.

Per Schulze, der er udviklingschef i By & Havn, fortæller:

- Med den superlokale vejrstationen vil vi gerne gøre det nemmere og mere sikkert for kajakker, robåde og andre småbåde at planlægge turen gennem havnen og træffe gode beslutninger undervejs på turen. Strømmen kan være rigtig stærk ved Slusen, hvor havnen snævrer ind og store mængder vand skal passere, og forholdene kan skifte inden for blot få timer. Så vi håber, at de nye tiltag kan give en god tryghed for turen på vandet.

Forholdene ved Stigbordene er særligt udfordrende, fordi vandstanden og strømmens retning og styrke skifter flere gange i løbet af en dag. Samtidig snævrer havnen ind ved Slusen og danner en flaskehals, som sætter pres på vandet, og dertil kan stærk vind presse vand ind i havnen og øge strømmen yderligere.

Annonce

Glæder sig over tiltaget

Per Ottesen, der er formand i Amager Ro- og Kajakklub og repræsentant for Aktive Fritidssejlere i Københavns Havn, byder det nye tiltag velkommen:

- Det er et rigtig godt værktøj med det nye tiltag, både for os i klubberne, men også for alle dem, der selv har en lille båd, kajak eller SUP liggende og måske ikke kender farvandet så godt, siger han og fortsætter:


Man skal altså være en ret erfaren "sømand" for at kunne bedømme strømmen ved Stigbordene og styre igennem den, og mange gange må selv vores mest erfarne roere bruge overbæringen, fordi strømmen simpelthen er for kraftig.

Per Ottesen


- Man skal altså være en ret erfaren "sømand" for at kunne bedømme strømmen ved Stigbordene og styre igennem den, og mange gange må selv vores mest erfarne roere bruge overbæringen, fordi strømmen simpelthen er for kraftig. Det bliver nemmere at tage højde for nu med advarselsblinket og vejrudsigten.

Oprustningen på sikkerheden ved Stigbordene er en del af By & Havns strategi for udviklingen af havnen. Stadig flere får interesse for at bruge det blå element, og der er stor variation i erfaring og uddannelse blandt brugerne på vandet.

Det øger behovet for nye sikkerhedstiltag, så det fortsat kan være trygt og sikkert at færdes i Københavns Havn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Gamle kirkelokaler skal gennem større forandring: - Vi håber, at det på sigt er med til at støtte op om kulturlivet i Sydhavnen

Corona

Slut med pop-up centre i København

Annonce