Annonce
Ugeavisen Grindsted

Børnlille: Annie er klar til at åbne sin nye butik

Annie Kristensen er ved at være klar til at åbne sin nye børnetøjsbutik, Børnlille, i Vestergade 1. Det sker på lørdag klokken 10. Foto: Jan Kronvold
Annie Kristensens nye børnetøjsbutik, Børnlille, åbner i Vestergade 1 på lørdag den 3. oktober klokken 10.
Annonce

Grindsted: - Nu må det godt snart blive lørdag, lyder det fra Annie Kristensen, der er så klar til at åbne sin nye børnetøjsbutik, Børnlille, i Vestergade 1 i Grindsted.

Åbningen sker klokken 10, hvor der er goodiebags til de 20 første handlende kunder, gratis kaffe og kakao og masser af gode tilbud.

Åbningen bliver kulminationen på en periode, hvor der er sket en del i butikken. Gulvet er blevet malet, væggene ordnet, og der er sat inventar op, hvor tøj i små størrelser nu ligger sirligt side om side eller hænger på bøjler.

- Reaktionerne på, at jeg åbner butikken har været megapositive. Det er jeg både rørt og stolt over. Der har overvejende været positive kommentarer over, at der nu kommer en børnetøjsbutik i Grindsted, fortæller Annie Kristensen, der netop er fyldt 28 år.

Hun har fået tøjmærker ind i sin butik, som hun selv holder meget af. Det er en blanding af mærker i den dyre og billige ende i farver, der matcher på kryds og tværs.

Af mærker kan nævnes Marmar, Konges Sløjd, Wheat, Lil Atelier, Name It, Pompom, Huttelihut og MP Danmark og andre.

Annonce

Fra nul til otte år

Det har ikke været helt nemt for Annie Kristensen at få fat i alle de mærker, som hun gerne ville.

- Grossisterne er meget kritiske, når de vælger forhandlere, og så har det også været en udfordring at få tøjet leveret på grund af coronaen. Men jeg er meget tilfreds med de mærker, som jeg har fået ind, siger Annie Kristensen.

Hos Børnlille vil der i begyndelsen være tøj til børn fra nul til otte år. Men Annie Kristensen forventer, at der på sigt vil komme tøj til børn op til 12 år.

- Jeg skal jo starte et sted, og folk er allerede kommet med forslag til nye mærker. Det er dejligt, mener Annie Kristensen.

Det har ikke været helt nemt for Annie Kristensen at få fat i alle de mærker, som hun gerne ville have ind i butikken Børnlille. Foto: Jan Kronvold

Hun er begyndt at blive lidt nervøs, og sommerfuglene basker rundt i maven på hende inden åbningen på lørdag, hvor der godt kan komme lidt udfordringer på grund af coronaen.

- Der kan kun være seks kunder i butikken af gangen, så der kan opstå kø ude på gaden. Vi laver et kø-system og serverer kaffe og kakao og håber, at regnen holder sig væk, så folk får en god oplevelse, siger Annie Kristensen.

Annonce

Fra Vejrup

Den nye butiksejer i Grindsted kommer fra Vejrup ved Bramming. Hun har boet i Grindsted de seneste fem-seks år med sin mand, Michael, der er fra Grindsted og sønnen Arthur.

- Min familie er også flyttet til byen, så nu er hele familien samlet i Grindsted, hvor der er dejligt at bo, siger Annie Kristensen.

Hun er godt tilfreds med resultatet af anstrengelserne i butikken, som hun synes er blevet præcis så hyggeligt, som hun havde drømt om.

- Der er blevet plads til mange varer. De sidste kommer først på fredag. Der kommer mere i barselsgaver og lidt plakater, fortæller Annie Kristensen.

Børnetøjsbutikken Børnlille åbner på lørdag klokken 10. Foto: Jan Kronvold

I hele forløbet op til åbningen har det overrasket hende på den positive måde, at folk har været så glade for at få en børnetøjsbutik i byen igen.

- På den negative side er det kommet bag på mig, at det har været så stor en udfordring at få de varer ind, som jeg gerne ville have, siger Annie Kristensen.


Reaktionerne på, at jeg åbner butikken har været mega positive. Det er jeg både rørt og stolt over.

Annie Kristensen, Børnlille
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Ugens film i biffen

Annonce