Annonce
Ugeavisen Grindsted

Gitte og Johnny overtager det gamle Hapa

Gitte Veje og Johnny Andersen overtager Elisesminde, det tidligere Hapa, den 1. juli. Foto: Jacob Schultz
Den 1. juli overtager Gitte Veje og Johnny Bruun Andersen både stuehus og erhvervslejemål på Morsbøl Skolevej 1, der tidligere har været kendt som Hapa. De agter at køre hele stedet videre i den ånd, som stedet er kendt for - men i deres egen stil.

Grindsted: Ejendommen Elisesminde på Morsbøl Skolevej 1 skifter officielt hænder fra den 1. juli.

Det er parret Gitte Veje og Johnny Bruun Andersen fra Grindsted, der har købt stedet, der nok er bedre kendt under forretningsnavnet Hapa end Elisesminde. Men når de nye ejere tager over efter Lilli og Gunnar Hansen, så forsvinder navnet Hapa og kommer officielt til at hedde Elisesminde.

Gitte og Johnny overtager et stuehus i to plan på i alt 235 kvadratmeter beboelse og en erhvervsdel på i alt 800 kvadratmeter. Parret og deres to hjemmeboende børn får en 13.000 kvadratmeter stor grund at boltre sig på.

Det er planen, at Gitte og Johnny Andersen og deres to børn flytter ind i stuehuset, hvor der er god plads, når de to ældste kommer hjem. Erhvervsdelen skal fortsat lejes ud.

- Vi har i mange år gerne ville flytte på landet, men vi har ikke haft modet til at gøre alvor af det, da vi har stadig har børn der skal til idræt og skole. Men her er der en cykelsti, og det er lige, hvad vi har drømt om, siger Gitte Veje.

Parret har faktisk haft kig på Morsbøl Skolevej 1 i længere tid, men det var først da coronaen kom, at de tog beslutningen om at købe stedet.

Annonce

Faldt for sjælen

- Efter coronaen kom, blev vi klar over, at vi skulle gøre noget ved vores drøm. Nu skal vi have gjort stedet til vores eget, men holdt i den gamle ånd, siger Johnny Andersen.

Elisesminde blev opført i 1913, hvor der blev drevet landbrug. Senere overtog Kurt Armose fra KA Inventar stedet og satte stuehuset i stand. Senere overtog Lilli og Gunnar Hansen ejendommene, som blev gennemrenoveret, og de etablerede Hapa med tøj, brugskunst og øl, vin og kaffe. I dag er staldbygningerne udlagt til seks lejemål.

Gårdspladsen ved privatboligen, hvor Gitte Veje og Johnny Bruun Andersen flytter ind i den 1. juli. Foto: Jacob Schultz

- Der er så meget sjæl her. Det er noget af det, som vi faldt for, siger Gitte Veje.

Selv om de kommende ejere af Elisesminde først overtager stedet den 1. juli, men har brugsret over det fra den 1. juni, så kommer de alligevel hver dag og holder øje med det, og de har allerede fået et godt forhold til lejerne. Det er også det mest praktiske, da Lilli og Gunnar nu bor i Ærøskøbing på Ærø.

Annonce

Kreative mennesker

Inden familien kan flytte ind i stuehuset er der en del, der skal gøres indvendigt. Det arbejde går i gang omkring den 1. juni.

- Vi glæder os til at komme til at udvikle stedet og igen få noget liv herude, når det bliver muligt på grund af corona, siger Johnny Andersen.

Ægteparret skal også vænne sig til at skulle arbejde sammen i forbindelse med udlejningen af lejemålene på Elisesminde.

- Det tager vi som en udfordring. Vi kan begge to lide at se ting vokse, og at have fælles projekter. Vi er begge to meget kreative og tænker ud af boksen og gode til at forestille os, hvordan det kan komme til at se ud, siger Gitte Veje.

Hun er ansat som mentor for unge i Billund Kommunes familieafdeling, mens gemalen i 18 år har drevet virksomheden Connexion Tie sammen med en kompagnon i Brande.

Det er dog ikke parrets planer, at de selv skal drive erhverv på stedet - i hvert fald ikke i første omgang.

Annonce

Sparring med lejere

- Det er vores plan, at vi vil mødes med lejerne én gang om måneden til en gang sparring. Vi mener, at vi har meget vi kan byde ind med. Men den ånd der er her, vil vi gøre alt for at føre videre, siger Johnny Andersen.

De er begge to også faldet for den smukke natur, der er omkring stuehuset, og parret kunne godt se et par heste gå rundt på grunden.

- Der er mange drømme, fordi der er så mange muligheder. Men vi tager det i etaper og vi glæder os til at komme i gang, siger Johnny Andersen.


Efter coronaen kom blev vi klar over, at vi skulle gøre noget ved vores drøm. Nu skal vi have gjort stedet til vores eget, men holdt i den gamle ånd

Johnny Andersen
Annonce
Annonce
Ugeavisen Grindsted

Konfirmationsliste

Annonce
Annonce
Ugeavisen Grindsted

25 år på Agrometer

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Spilletider byttet om

Ugeavisen Grindsted

Lions fik lange arme

Annonce