Annonce
Ugeavisen Svendborg

Galleristen og tekstilnørden faldt i snak: Nu udstiller Seto eksklusive klæder fra britisk pionérvæveri

Et samarbejde mellem tekstilagent og distributør Rasmus Seidlitz Andersen og Seto-indehaver Nanna Takatomi kom i stand ved et tilfældigt møde på Møllergade. Foto: Signe Andersen
Et tilfældigt fortovsmøde mellem tekstilagent Rasmus Andersen og Nanna Takatomi, kunstner og indehaver af galleriet Seto i Møllergade, har ført til et samarbejde om udstilling af klassisk klæde fra det 125 år gamle engelske væveri Dugdale Bros & Co.

Svendborg: Nedlukning giver naturligt mere tid på hånden; tid til små pauser, til forårsrengøring og til en lille - eller længere - sludder med hvem end, der nu måtte komme forbi.

Netop sådan faldt tekstilagent Rasmus Andersen, uddannet fra designskolen Teko i 2015, og kunstner Nanna Takatomi, indehaver af galleriet Seto, ved et tilfælde i snak foran galleriet i Møllergade. Hver især har de en dyb passion for det smukke håndværk; Nanna Takatomi for den originale japanske keramik og for akvareller, Rasmus Andersen for tekstiler af eksklusiv kvalitet.

Ud af samtalen voksede et samarbejde: Således kan tekstilnørder og andre nysgerrige sjæle lige nu og frem til sommer hos Seto opleve en udstilling af eksklusivt, klassisk klæde fra det traditionsrige engelske væveri Dugdale Bros & Co. De mange stofprøver tæller blandt andet klæde af irsk hør og italiensk silke, alt sammen lagt frit frem til at stryge henover og bestille med hjem.

Rejser langt efter kvalitet

- Det er virkelig exceptionelt, at vi kan tilbyde sådan nogle kvaliteter i Svendborg, mener Nanna Takatomi.

Hun har ikke tidligere udstillet tekstiler i sin butik, men håber, at det nye samarbejde kan trække en ny type kunder til galleriet:

- Tanken er jo, at vi kan få noget ud af hinandens ekspertiseområder og så at sige dele kunder.

Rasmus Andersen supplerer:


Især elever på designskolerne er villige til at rejse meget langt, også på tværs af landegrænser, for at opleve kvalitetsklæde som det fra Dugdale Bros & Co.

Rasmus Andersen, tekstilagent


- Jeg tror på, at hvis man får lavet et fint udvalg - som vi har her hos Nanna (Takatomi, red.) - så skal folk nok komme. Især elever på designskolerne er villige til at rejse meget langt, også på tværs af landegrænser, for at opleve kvalitetsklæde som det fra Dugdale Bros & Co. Tekstil vil man jo gerne se med fingrene, siger han og fortsætter:

- Det er faktisk et lille stof-mekka, vi har her i Svendborg lige nu.

Med en meterpris, der ofte overstiger 1000 kroner, skal man dog "have de store pengesedler frem", som Rasmus Andersen siger. Af samme grund er det ofte professionelle skræddere, der køber Dugdale Bros & Co-tekstiler.

Annonce

Benovede kunder

Mindst én tekstilkender har allerede lagt vejen forbi Setos Dugdale Bros & Co-udstilling, beretter Nanna Takatomi:

- Hun var helt benovet over at opleve, at vi havde den slags klæde. Normalt købter hun sine tekstiler i Skotland, siger hun og tilføjer:

- Det er netop den slags kunder, jeg glæder mig til at få ind i butikken.

Udstillingen kan opleves hos Seto indenfor butikkens normale åbningstid. Rasmus Andersen vil være tilstede i galleriet med ekspertise i valg af Dugdale Bros & Co-stoffer lørdag den 29. maj og lørdag den 12. juni.

Galleriet Seto i Svendborg fremviser klassisk klæde fra det engelske firma Dugdale Bros & Co i lokalerne overfor Mølledammen. Foto: Signe Andersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Sølv til Magnus

Annonce