Annonce
Ugeavisen Svendborg

Svendborg emmer af drømme, historie, hippier og sømænd

Simon Maegaard, forfatter, poet og tekstmester, foran Bechts Hus, hvorfra han udforskede Svendborg. Privatfoto
Forfatteren, poeten og tekstmesteren Simon Maegaard fra Kolding har netop boet en uge i Brechts Hus i Svendborg. I forbindelse med opholdet gjorde han sig nogle tanker og betragtninger om vores by, som Ugeavisen Svendborg har fået lov til at dele med vores læsere
Annonce

Svendborg: Man lander fladt som et fatamorgana på Fyns land. Der flyver en måge ind over perronen ved vores ankomst til Svendborg. Kræet har fået færden af en forfatter og følger os taktfast fra Frederiksø til Skovsbostrand nr. 8, Brechts Hus. Den lander på det stråtækte tag, da vi entrer det gamle bindingsværkshus, hvor den store tyske digter boede under sit eksil i trediverne.

Hele natten hører vi fugleungerne skræppe skingert i skorstensskakten, som er muret til for længst. Jeg drømmer, at det er en digter-måge – en reinkarnation af Bertolt Brecht, der er vendt tilbage til sit skandinaviske Sibirien. I løbet af natten lykkedes det mågeungerne at pikke sig balstyrisk igennem væggen og de mange lag tapet, som afslører århundreders beboerhistorie. Et drama tager sin begyndelse – der er i sandhed tale om en forfatterbolig.

Annonce

- De spiser mine drømme

Morgenen efter står lyset i kegler ind gennem de sprossede vinduer og vækker min søn i midten af dobbeltsengen. Han sætter sig op i et ryk og ser sig perpleks omkring. Der går flere halve minutter, inden han kommer til bevidsthed.

I Ribers Gård blev forfatteren budt velkommen af nogle af byens kreative indbyggere. Privatfoto

Ved morgenbordet fortæller han, at han har haft en underlig drøm. Der havde været rester af gule næb, afhuggede krumme klør og hvide fjer overalt. Han er overbevist om, at der bor en ondsindet fugl inden i murene.

- De spiser mine drømme, far

- Ja?

- Det må de gerne, for nogle drømme er ligesom virkeligheden… (Han spiser den sidste halvdel af et kogt æg og fortsætter) Hvis de spiste coronavirussen, så ville alle blive glade igen.

- Ja, det måtte de gerne (svarer jeg)

Tonen er lagt. Nok om mågernes raserende natteroderi. Svendborg indtager ikke sig selv, og jeg er her i et forsøg på at indfange ånden. Hvad er det med Sydfyn, som gør, at kunstnere i generationer har søgt hertil? Måske er det mågernes skrig over sundet kombineret med søfartshistoriens centrale rolle her. Der er et eller andet sammenligneligt over hippier og sømænd – de søger udad, de orienterer sig globalt, men om de ligefrem kan tale med dyrene, ved jeg ikke. Vi får se!

Annonce

Kast frøene og kornet gror

En ting er sikkert, hvad angår Sydfyn: Man forsøger ikke at være noget, som man ikke er. Her, hvor jorden er det rene honning, findes overskuddet i rige mængder. Nogen taler om ”fynsk magelighed” – andre lægger vægt på den kulturelle rigdom – der er tid til fordybelse i Svendborg.


Det er kun hernede, der er plads til undergrunden - Odense er for længst blevet forhippet i H.C. Andersen.

Fra artiklen


Langsomheden er en dyd, som trænger ind i hver en baggård, og dem er der mange af. Det afsindigt velbevarede Sydfynske kulturcentrum bugner af liv i de små krogede sidegader, hvor cafélivet kommer til sin absolutte ret i sommervejrets sitren omkranset af de historiske kulisser.

Jeg ser livet folde sig ud som en Danmarksfilm – ja et andet Nyhavn på cafeer som Allo Allo, Under Uret, Børsen (ja, sådan en har de også her) eller Rouge på strøget. Sidstnævnte, en knaldrød Pariser-perle i frankofil stil med egen scooter udbringning. Men vi er på udkig efter en nyere cafe, som skulle være helt ideel til børnefamilier.

Café Svend – ja, det er navnet på stedet, hvor du kan få rabat, hvis du hedder Svend, og hvor det halve af gemakket er grundigt gennemtænkt til børn og deres medbragte ”caretakere”.

Vi har en baby og en femårig på slæb, og der går ikke fem minutter, før de har fundet deres udvalgte kringelkrog. Farverne indbyder til en fest, men du kan rent faktisk slappe af her, hvor runde kanter og finurlige figurer flopper op i alle hjørner.

Skønt og afvæbnende til tonerne af James Taylor og en kølig hjemmemixet ”Lotte-juice” (ja – menukortet er inspireret af børnefjernsyn fra 90’erne - den nuværende forældregeneration) bestående af grønkål, æble, ananas, citron og ingefær - yderst forfriskende!

Snart mødes vi af værten Luise, der driver stedet sammen med sin mand Anders – begge garvede gæstgivere med en fælles fortid indenfor musikken (de spiller dog stadig). Anders og Luise har bogstaveligt talt rejst land og rige rundt blandt andet med deres Bim-Bam Baby Band (musik og motorik for børnefamilier) og nu, cirka halvvejs i tilværelsen, skulle der ske noget nyt:

- Det er vigtigt for os, at vi retter fokus mod sundhed i mad, krop og sociale relationer, fortæller Luise, imens hun skænker en ”Kaj” med appelsin, æble, gulerod og ananas for vores søn, som gør store øjne:

- Faktisk havde jeg glemt, hvad jeg bestilte, udbryder han overrasket…

- Det er selvfølgelig en Kaj, du får, svarer Luise med et stort smil, og drengen er solgt!

Annonce

- Det kan altid betale sig at hjælpe andre

Men hvordan overlever to iværksættere med et nystartet familieforetagende, som bygger på nærvær i en coronatid?

Fra artiklen: Det lader til, at Café Svend (her med indehaver Luise) har forstået noget i tiden: vi må styrke os ved hinanden på afstand, men med en tro på, at det er i nuet, vi mærker fællesskabet. Privatfoto

- Vi har været nødt til at tænke holistisk og ud over vores produktflade, fortæller Luise og fortsætter:

- Det er lidt den tilgang, vi har taget med fra musikken, at det altid kan betale sig at hjælpe andre. Vi sætter en ære i at basere vores menukort på sunde råvarer, men egentlig er maden blot en bonus. Vi samlede sammen til en sponsoreret gavebod i den tid, hvor vi måtte holde coronalukket. Resten af byens butikker kunne dermed få lidt promovering, og vi fik kontakt med de lokale – det skal nok betale sig på den lange bane, ”what goes around comes around”, siger Luise og ser fortrøstningsfuld ud.

Det lader til, at Café Svend har forstået noget i tiden: vi må styrke os ved hinanden på afstand, men med en tro på, at det er i nuet, vi mærker fællesskabet. Derfor inviterer Anders og Luise også til livemusik på Torvet hver fredag aften samt Svends badedag om søndagen for børn og forældre:

Det handler om at være i nuet - det har vi lært af corona. Ingen aner, hvad der kan ske, så vi må bare ride med på bølgen. Det handler om at have alle sanser åbne og være modellerbar. Folk vil behandles som rigtige mennesker, og det betaler vi gerne for!

Annonce

Sundet samler svendborgenserne

Det er ingen hemmelighed, at sundet er selve samlingskraften, hvis du spørger svendborgenserne selv. Identiteten bygger på åbningen ud til verden. I gamle dage var det Ærø, Kielerkanalen og Hamburg, der satte byen i forbindelse med resten af Europa. Det var også dengang, at det eftertragtede danske kødkvæg kunne handles i Ribers Gård, som i dag er et farverigt kulturhus. Dermed også så godt som umuligt at komme udenom for en logerende digter.

I den gamle handelsgård møder familien og jeg to unge kunstnere, som velvilligt viser os rundt. Vi inviteres op under loftet på et galleri, som tre unge malere lejer sammen til 200 kr./mdr. pr mand. En gammel diskokugle fra Gasolins første koncert, en krydderidåse med noget, der lugter stærkt af hø og en mumificeret frø titter frem fra et halvt århundredes opbevaring (hvis ikke mere).

Da vi er tilbage i gården kommer en Jesus-lignende skikkelse klædt i hvidt gående henne fra en sidelænge. Da han nærmer sig afsløres ansigtet af Steppeulvenes gamle trommeslager Preben Devantier under kaskettens skygge.

Rynkerne afslører et liv med musikalsk livsførelse. Autentisk og tilfældigt – kun i Svendborg – for som galleristen Marie Søndergaard siger:

- Det er kun hernede, der er plads til undergrunden - Odense er for længst blevet forhippet i H.C. Andersen.

Vi bevæger os ud til sundet, hvor solen står messinggyldent over Frederiksø, og den selvfede delfin ”Delle” i halve minutters intervaller afslører sin rygfinne for sammenstuvede lokale og et par turister.

En ældre herre sidder på sin elscooter med en halvfærdig bajerflaske placeret i kurven foran på styret. Ved siden af peger en ung mor ud på bøjen ved det gamle skibsværft fra Marstal:

- Se nu viser den sig – og der går et suk gennem forsamlingen, og min søn er lige ved at tage turen ud over havnekanten, idet hans mor når at gribe ham i overarmen:

- Vi leger, det er Titanic, foreslår han vild af begejstring.

Men vi skal lege ”selskabsleg” om lidt, og det er på Svendborgs ældste restauration Svendborgsund.

Annonce

Forretten emmer ekskvisit af dansk farvand

Det er klart, at det skal smage af sundet, og det gør det da allerede også ved ankomsten til den kahyt-agtige bar, da vi entrer restaurant Svendborgsund. Og det føles næsten som at være på gyngende grund, for her er karmene altså skæve som bølgen blå, og det er en fryd, hvis du er til den autentiske del af oplevelsesskalaen.

Artiklens forfatter var begejstret for maden på Restaurant Svendborgsund: Den let cremehvide mouseelinesauce rammer tungen med en mild lakridsaromatisk bitterhed, som komplimenterer fjordrejernes svampede umamismag fortrinligt. Privatfoto

Man tilbyder os et bord udenfor med udsigt til sundet, og det falder selvfølgelig i god jord på denne troldske midsommeraften. Der bestilles en sommermenu, som består af følgende: Fjordrejer, hvide asparges m. sauce mouseeline, tournedos af oksemørbrad med cremet estragon sauce, blomkål, gulerødder, grillede løg og nye danske kartofler.

Forret og hovedret samlet til den nette sum af 348 kroner.

To forvænte jyder skuffes IKKE.

Forretten emmer ekskvisit af dansk farvand, syrlig og salt sydfynsk charme, der serveres yderst delikat på brændt keramik i forskellige jordfarver. Den let cremehvide mouseelinesauce rammer tungen med en mild lakridsaromatisk bitterhed, som komplimenterer fjordrejernes svampede umamismag fortrinligt. Man sidder tilbage med en følelse af at genopstå efter en afkølende dukkert i sundet med appetit på mere fra samme skuffe.

Jeg får en tempereret Odense 1859 til, og det kan anbefales.

Simon Maegaard nød en god bøf på Restaurant Svendborgsund: Tournedos’en er blød som honning at skære i og smager derefter – fyldig, aromatisk og med dybde. Nye kartofler er nye kartofler, når de er bedst. Privatfoto

Hovedrettens grønt (ikke mindst gulerødderne med halvanden centimeter grøntop) er blancheret med en balance, der giver bid og er en kælende kontrast til den runde kraftfulde kødsmag. Tournedos’en er blød som honning at skære i og smager derefter – fyldig, aromatisk og med dybde. Nye kartofler er nye kartofler, når de er bedst – det kender vi, så lad os gå ovenpå til en god historie fortalt ved krofatter Ole Krossteig.

Svendborgsund var byens primære værtshus i gamle dage. Det kan læses ud af Albanis leverancebøger tilbage i tiden, hvor det halve af varerne gik til restaurationen ved sundet. Her kom håndværksmestrene tidligt ind om morgenen og fik styrket sig til forhandlingerne om kommunens arbejde.

Herefter skulle de videre til ”Bowleren”, hvor juristerne og bankfolkene holdt til, og her kunne man således nå til enighed om de formelle omstændigheder. Affærens prik over i’et opnåedes på ”Plyssen”, hvor byens kæmner og borgmesteren var tilstede.

Annonce

Respekt for historien

Ole overtog stedet i år 2000 efter en lang karriere som restaurantchef på Langeland/Kiel-forbindelsen. Efter fem hårde år (og en hel del oprydning) kunne han leve af foretagendet.

Forretningsstrategien bygger på hårdt arbejde og engagement i klientellets historik. Ole har igennem årene opkøbt billeder af sine gæster – billeder, som har hængt på væggene i hjemmene hos godtfolk fra byen. Nu hænger de altså på væggene, hvor de er med til at fortælle historien om Sundet og det med til at sikre identiteten på et gammelt sted som Svendborgsund.

Familien Maegaard, som i en uge nød et ophold i Svendborg. Privatfoto

Med respekt for historien ligger Svendborgsund altså som et lille aktivt stykke kulturhistorie på havnen, nær farvandet Svendborgsund den dag i dag, såvel som dengang det blev bygget i 1681, og de lokale ser det da også som deres sted i dag. Det kan man se på den almene gæst, som for 75 procents vedkommende er svendborgenser.

Annonce

Vil ikke hjem

Tilbage i Brechts Hus har aftenen kastet en skygge over haven, men messingsolens glød glinser endnu fuldendt på Sundets spejl.

Jeg må ud og dybbes, vaske indtrykkene af mig.

Gad vide om Bertholt Brecht mågen skal rasere min nattesøvn igen? Hvad er det i grunden den vil berette? Dengang i slutningen af trediverne måtte den tyske digter flygte videre til Sverige og senere USA. Han blev aldrig helt færdig her i sit asyl.

Da jeg går i vandet, er det som om min sjæl letter ud af legemet. Jeg holder mig fra næsen, lukker øjnene og dykker så ned under Sundet. Ligger stille, flydende, lyttende i et halvt minuts tid. En tåge trækker ind over Tåsinge på den anden side af Sundet. Jeg synes at kunne ænse et fjernt skrig. Elvira Maddigans måske?

Min krop skælver, da jeg trasker tilbage mod huset via badebroen. Men det er kun min krop, som skal hjem imorgen.

Sjælen hænger fast her, det er noget Sydfyn kan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Morgenyoga på Bølgen

Ugeavisen Svendborg

Sjælen hænger fast

Annonce