Vejle: Et bolig-projekt med 154 rækkehuse i Vinding-bydel tager for alvor form bag byens kirke, og første etape er nu så langt i byggeprocessen, at den er klar til fremvisning. Det landsdækkende boligselskab Go’Bolig står for udlejningen af boligerne på Agerglimt.
- Vi glæder os til at komme i gang med udlejningen af boligerne på Agerglimt. Der har været stor interesse for boligerne, siger Sarah Magnusson, der er marketingansvarlig hos Go’Bolig.
Ifølge Sarah Magnusson har selskabet flere rækkehusprojekter i Trekantområdet.
- Vi har blandt andet boliger i Skibet, som også er meget efterspurgte. Så vi har meget store forventninger til det nye projekt, siger hun.
Bred målgruppe
Boligerne i Vinding består af 3-, 4- og 5-værelses rækkehuse på mellem 84 og 121 kvadratmeter, og de er alle opført i ét plan. Udendørs får hvert rækkehus et terrasseområde i forhaven, mens der i baghaven anlægges en lille have med fliser, græs og et redskabsrum.
- Boligerne er dermed det oplagte hjem for både par, børnefamilier og ældre, der har solgt huset og ønsker at flytte i noget mindre.
- Vi har god erfaring med at tilbyde en varierende størrelse boliger i vores rækkehuskvarterer. Det giver en god nabosammensætning, hvor lejere i alle aldersgrupper nyder godt af hinanden og kan samles til hyggelige arrangementer, forklarer Sarah Magnusson.
Lejepriserne varierer fra 8500 til 10.900 kroner per måned, og her knap to uger efter udlejningen blev sat i gang, er de første 19 lejekontrakter allerede underskrevet.
Der er indflytning på Agerglimt 1. juni 2021. Senere på året åbner Go’Bolig op for næste etape, og her forventes det, at lejerne kan rykke ind sidst på året.