Drengekor synger Bachs Juleoratorium
Viborg: Første søndag i advent kan man høre Johann Sebastian Bachs »Juleoratorium« i Viborg Domkirke. Sopran Anne Mette Balling, alt Sine Algreen Møller, tenor Erik Bekker Hansen og bas Lars Thodberg Bertelsen vil sammen med Thisted Kirkes Drenge og Mandskor synge i kirken søndag 29. november kl. 16. De bakkes op af musikere fra Aalborg Symfoniorkester som koret i adskillige år har haft et tæt samarbejde med. Thisted Kirkes nye organist, Niels Granvig, dirigerer. Bach komponerede juleoratoriet, mens han var organist og kantor ved Thomaskirken i Leipzig. Juleoratoriet består af seks kantater, som på Bachs tid blev opført ved de forskellige gudstjenester i juletiden. De tre første kantater er bestemt til juleaften, første juledag og anden juledag. De tre sidste knytter sig til nytårsdag, julesøndag og Hellig Tre Konger. Værket genfortæller hele julehistorien i korsatser, soloindslag og korkoraler. Det er blevet tradition at man til julekoncerter opfører de tre første kantater som et samlet værk, således også ved denne koncert.
Mest læste
-
Landsbyens nye købmand hedder Julie: Nu er der sat dato for, hvornår hun begynder
-
Ny hjertestarter i Viborgs fuglekvarter
-
Tidligere Creme Fraiche-indehaver har fundet nyt job: Nu kan du handle tøj med Heidi her
-
Min Kropsmekaniker rykker - og kunderne får mere end en ny adresse
-
Isabella vandt stor idékonkurrence og 50.000 kroner i gavekort for sit forslag om Viborg Banko