Stævne bød ikke på førstepladser
Bjerringbro: 500 10-14 årige børn og mange tilskuere var samlet til Energimidt Cup i Bjerringbro i søndags, hvor vejret holdt næsten tørt med lidt sol, da Bjerringbro FH afviklede stævnet for 40. gang - i år med hjælp fra Energimidt. Signe Holm Pedersen fra Energimidt glædede sig over at være med til at give deltagerne gode oplevelser og nye venner. Ledere og frivillige fra Bjerringbro FH klarede hele den praktiske del af stævnet, mens Energimidt sponsorerede indbydelser, programmer og præmier til vinderne. Røde Kors tog sig af diverse skader og behandlede lidt flere end sidste år. BFHs Forældreforening stod for salg af is, boller og slik og havde en travl eftermiddag. I finalen tabte U10 Pigerne fra Bjerringbro FH til Kjellerup HK. Vindere blev Skive FHs U10 Drenge, U12 Pigerne fra Ikast FS 1, U12 Drenge fra Randers KFUM og U14 Pigerne i Ikast FS 1, der vandt 13-6 over Bjerringbro FH, samt U14 Drenge fra Ikast FS 1, der besejrede Bjerringbro FH.