Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Gå en tur med de røde næser

Fra venstre er det Lone, Cathrin og Trine fra Tjæreborg Gymnastik, mens hospitalsklovnen Frk. Lakrids er så fræk at stå på bordet med sko på. De håber alle fire, at man vil støtte op om deres gå-event i weekenden den 20.-21. marts. Foto: Privat
Igen aflyser Corona den store gymnastikopvisning i Tjæreborg. Men så finder de bare på noget andet, og du er også velkommen til at være med.

Gå med: For andet år i træk må Tjæreborg Gymnastik (TGF) aflyse den store, årlige gymnastikopvisning, hvor sportshallerne i den gamle stationsby er fyldt med hop, dans, smil og glade dage.

Det ærgrer man sig selvsagt over hos TGF, men så let lader de sig alligevel heller ikke slå ud, og Corona-restriktioner skal ikke have lov at spænde ben for sammenholdet endnu en gang. Derfor inviterer de gode folk i foreningen nu i stedet til et andet arrangement. Sammen skal der gås og tælles skridt til fordel for Danske Hospitalsklovne.

I hele weekenden den 20. og 21. marts har man således mulighed for at deltage i et gå-event, hvor alle kan deltage, men hvor det er gratis, hvis man har gået til gymnastik i Tjæreborg i sæsonen 20/21.

- Og der er røde næser til de første 200, som tilmelder sig. Og man har også chance for at vinde en af de lækre præmier, der er sponsoreret af SuperBrugsen Tjæreborg, Blichers Kro, Spisehuset og Design & Knive, fortæller Cathrin Wehner Rasmussen fra TGF Gymnastik.

Annonce

Plaster på såret

Har man ikke gået til gymnastik i TGF, kan man stadigvæk deltage. Så skal man blot købe en billet, som koster 25 kroner, og alle penge går ubeskåret til Danske Hospitalsklovne.


Der er røde næser til de første 200, som tilmelder sig.

Cathrin Wehner Rasmussen, TGF


Tilmelding og køb af billet foregår via hjemmesiden www.tjareborggf.dk eller via et link, du finder på TGF Gymnastik side på Facebook. Det er også på den side, at du kan tage et billede af dig og familien med røde næser på gåtur.

- Man sætter bare billederne ind i kommentarfeltet under videoen med Frk. Lakrids. Her skal man huske at skrive, hvor mange skridt man sammenlagt har gået. Blandt dem, der skriver og indsætter et billede, trækkes der lod om de lækre præmier, siger Cathrin Wehner Rasmussen, der sammen med sine medarrangører, Lone og Trine, håber, at en hel masse vil støtte op om arrangementet, hvor de forsøger at sætte et lille plaster på det sår, det for mange har været ikke at kunnet komme til gymnastik i lang tid.

- Derfor har vi også fundet på andre små aktiviteter, hvor vi hver uge lægger en udfordring ud til vores medlemmer. For at betale noget tilbage og for at give dem muligheden for at skabe et sammenhold på afstand, siger Cathrin Wehner Rasmussen og tilføjer med et smil:

- Nu samles vi så om et andet godt formål, nemlig vores Danske Hospitalsklovne, som også har haft det rigtig svært under Coronakrisen. Så i bund og grund er vores gå-event med afstand og i grupper én stor cirkel af sammenhold, nærvær, venskaber, glæde og en hulens masse næstekærlighed, som vi prøver at mikse sammen og give til hinanden og andre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce