Dobbelt folk-koncert med Basco og ny trio
Viborg: Torsdag 1. november klokken 20 spiller bandsene Basco og Heebøll/Wamberg/Parfitt-Murray Trio dobbelt-folk-koncert i Viborg Musiksal. Basco er Roots musikkens svar på The Beatles. På scenen smelter de fire Basco-drenge Hal Parfit Murray, Andreas Tophøj, Ale Carr og Anders Ringgaard sammen til en stærk strøm af musik og energi. Uden skam stjæler de hæmningsløst fra skandinaviske, engelske, skotske, irske og nordamerikanske musiktraditioner, som blandet med heftigt sammenspil giver Basco en unik bandlyd. Med melodien og sangen i centrum skaber de et musikalsk univers med smukke dale, dunkle skove og stejle klipper og leverer stemningsfuld musik, der rykker helt ned i tåspidserne.