Annonce
KøbenhavnLIV

Politisk klumme: Vinderne tog det hele efter budgetkampen

Carsten Mai kommenterer hver uge det politiske liv på Københavns Rådhus.
Annonce

Krudtrøgen har lagt sig på rådhuset, og København har fået et ny budget. Alle partier på nær Enhedslisten og Alternativet bakker nu op om kursen for byen der bl.a. betyder, at kommunen entydigt satser på Lynetteholmen og havnetunnelen.

Lad os se på vindere og tabere. De største tabere er de mange københavnere som ved sidste valg stemte på Enhedslisten og Alternativet. De to partier valgte at melde sig ud af budgetspillet og får derfor ikke afgørende indflydelse på byens udvikling til næste år.

Alternativet er i ren nedsmeltning, og meget tyder på, at borgmester Franciska Rosenkilde snart melder sig under fanerne hos Uffe Elbæks nye parti – Frie Grønne Stemmer.

Et andet parti, der står med et problem, er SF. Borgmester Sisse Marie Welling bakker nemlig med budgetaftalen op om den havnetunnel, som hendes parti på Christiansborg har kæmpet nidkært for at forhindre. SF’s bagland har brug for mange politiske sukkermadder for at få den budgetaftale til at glide ned.

Resten af partierne er på vinderfløjen – stort set. De konservative og Dansk Folkeparti fik succes med at forhandle fælles og sikrede bl.a. mange store millionbeløb der næste år bringer kommunens sociale service tæt på niveau med, hvad de tilbyder borgerne på Frederiksberg.

Venstre slap for alt for mange trafikrestriktioner og fik den havnetunnel som de nærmest selv opfandt for over 20 år siden. Den politiske manøvre som SF og de radikale forsøgte sig med, nemlig at de skulle have færre biler i Indre By for at stemme for en havnetunnel, landede blødt. Nu er det kun et par smågader tæt på Kongens Nytorv der bliver bilfrie.

Kampen hos de radikale stod mellem det grønne, ikke mindst flere træer, og flere penge til det sociale område. Her trak borgmester Mia Nyegaard (R) det længste strå og sikrede sammen med de konservative og Dansk Folkeparti den længe ventede genopretning af socialområdet i København.

Man kan efter den øvelse ikke afvise, et kommende kampvalg hos de radikale, hvor Mia Nyegaard vil blive udfordret som spidskandidat.

Overborgmester Frank Jensen (S) og socialdemokraterne kan tage sig et velfortjent glas rødvin ovenpå budgetaftalen. Lynetteholmen og havnetunnelen kom på plads på noget nær rekordtid, og Frank Jensen har dermed storleveret til både regering og københavnerne hvad angår at lede den tunge trafik uden om bykernen.


SF’s bagland har brug for mange politiske sukkermadder for at få den budgetaftale til at glide ned.

Carsten Mai


Samtidigt har Frank Jensen fremtidssikret byen med en kæmpe ø til boliger og erhverv som efter planen stiger op af Øresund om ca. 15 år. Langt de fleste af partierne viste, at de kan indgå en aftale hvor alle både giver og tager. Dermed er alle godt rustet til det næste budgetforlig som skal stemmes igennem kort tid før kommunalvalget til næste år.

Tilbage står, at de 86.000 københavnerne der tilsammen stemte på Enhedslisten og Alternativet skal kigge i vejviseren efter politisk indflydelse. De to partier valgte at stå af på kravet om en havnetunnel. De slap for at stemme for det store projekt. Til gengæld omvekslede de københavnernes store opbakning til en politisk indflydelse, der er tæt på nul.

Carsten Mai

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Com som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Vores gourmet-brand er på afgrundens rand

Annonce
Forsiden netop nu
CORONA

Google vil hjælpe fyrede lufthavnsansatte

Ældre

Nye motionsredskaber i ældrecenter

Annonce